Oppositionen vil have gang i asylforhandlinger

Statsministeren mente tirsdag, at forhandlingerne om de afviste irakiske asylansøgere er i fuld gang, men ingen partier er blevet indbudt til forhandlinger.

Forhandlingerne om forholdene for de afviste irakiske asylansøgere "finder sted i øjeblikket", lyder det beroligende fra statsminister Anders Fogh Rasmussen. Men det billede kan oppositionen ikke genkende.

Hverken forligspartneren Dansk Folkeparti, SF, Socialdemokratiet, Radikale eller Ny Alliance har forhandlet siden før jul.

- Jeg har talt med de andre partier, og ingen af os er endnu blevet indkaldt til forhandlinger, konstaterer Ny Alliances udlændingeordfører, Jørgen Poulsen, og understreger, at han ikke er imponeret over det tempo, som regeringen præsterer.

Heller ikke løsgængeren Pia Christmas-Møller er endnu inviteret til forhandlinger, der kan finde en løsning for de irakiske asylansøgere, så de kan få lov at flytte ud af asylcentrene.

/ritzau/