Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Oppositionen er rystet - Ombudsmanden trækker sig

Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen er tvunget til at stoppe sin undersøgelse af vildledning i Udlændingeservice - og integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs eget forhold til vejledningspligten - efter en borger har anlagt en sag mod myndighederne.

Blot to uger før Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen skulle offentliggøre sin redegørelse om vildledning og mangelfuld vejledning i både Udlændingeservice og Integrationsministeriet, er han blevet tvunget til at standse undersøgelsen.

Det sker, fordi en borger har anlagt sag mod Udlændingeservice.

»Vi ville naturligvis gerne have gjort hele undersøgelsen færdig,« skriver ombudsmanden i en pressemeddelelse, men som reglerne er, må ombudsmanden ikke blande sig i en sag, der kører ved domstolene.

De helt centrale afsnit i undersøgelsen, der skulle belyse, om Udlændingeservice og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har undladt at informere – eller givet forkerte oplysninger – om muligheden for at benytte EU-reglerne til at opnå familiesammenføring udenom de danske regler, bliver nu ikke offentliggjort.

»Vi træder ud af en væsentlig del af vejledningssagen, til gengæld fortsætter vi behandlingen af de andre vigtige spørgsmål,« siger Hans Gammeltoft-Hansen.

De »andre vigtige spørgsmål« er, hvor længe ministeriet mener, man skal arbejde i udlandet for at kunne benytte EU-reglerne, hvordan man fortolker den seneste afgørelse fra EF-domstolen – Metock-dommen – og baggrunden for, at man ikke har givet kommunerne opdaterede oplysninger om reglerne for permanent ophold.

Ombudsmanden advarede allerede for et par uger siden om, at han måtte træde ud af sagen, hvis utilfredse borgere valgte at gøre alvor af truslerne om at anlægge sag, inden undersøgelsen var færdiggjort, og nyheden ryster oppositionen.

"Ombudsmands-ordning alt for skrøbelig"
»Det her er et kæmpe, kæmpe problem, for der er så mange spørgsmål i forhold til myndighederne og forskellige ministres håndtering af de her sager, som nu måske aldrig kommer til offentlighedens kendskab. Når man kigger på de beskyldninger, der er kommet frem over sommeren – og den omfattende dokumentation, der ligger bag – så er det virkelig et demokratisk problem, at vi nu måske aldrig får et svar,« siger Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, der ikke har megen tiltro til, at sandheden nu kommer frem.

»Den her Ombudsmands-ordning er alt for skrøbelig. Jeg bebrejder ikke ombudsmanden, der følger reglerne, men i lighed med andre demokratier burde vi som mindretal i Folketinget eksempelvis have mulighed for at nedsætte en undersøgelses-kommission. Vi kan jo godt forsøge at kræve en undersøgelse i Folketinget, men tiltroen til, at VKO-flertallet vil iværksætte bare noget, der ligner en ordentlig undersøgelse, den kan ligge på et meget lille sted,« siger han.

Også de Radikales næstformand, Morten Østergaard, er dybt rystet, men forsøger at holde modet oppe.

»Ministeren må svare på de spørgsmål, ombudsmanden har stillet, og ellers må vi tvinge ministeren til at svare i Folketingssalen, men det er yderst uheldigt, at borger - sikkert uforvarende - sætter en stopper for undersøgelsen,« siger Morten Østergaard.