10. marts 2009, 21:29 – opdateret 10. marts 2009, 22:27

Ansvaret for det kommende barnebarn og partikollegernes koncentrationsproblemer var blandt de mere fantasifulde indgange, da de danske medier i går forsøgte at få Anders Fogh Rasmussen (V) til at erkende sit kandidatur til posten som NATOs generalsekretær under statsministerens – måske sidste – obligatoriske tirsdagspressemøde i Spejlsalen.

Selvom Fogh ifølge Berlingske Tidendes oplysninger aktivt har søgt opbakning hos nogle af de mest magtfulde regeringsledere, forsøgte han i går at lukke diskussionen med en ganske opsigtsvækkende indledning:

»Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg ikke besvarer spørgsmål om det emne,« sagde statsministeren.

Men den kontante begyndelse fik blot journalisterne til at fnise og småsnakke med hinanden, mens kuglepennene lå ubrugte i hånden og blokkenes blade skinnede hvidt, og statsministeren usædvanlig detajleret refererede den seneste uges arbejde.

Internationale rygter
Flere internationale medier har de seneste dage beskrevet, at statslederne i de europæiske stormagter – Tyskland, Storbritannien og Frankrig – allerede har givet hinanden håndslag på, at den foretrukne kandidat er Fogh, og hvis de overbeviser USA, er Foghs kontor ledigt når som helst. Derfor var pressefotografernes lange linser i går rettet fra alle vinkler mod den solbrune taler. Det kunne være en af de sidste muligheder for at få de helt rigtige billeder til det store, evaluerende farvel-portræt, som mange dagblade allerede nu er i fuld gang med at forberede.

Og da den første journalist tog ordet, trodsede han straks statsministerens forbud:

Når nu du ikke er kandidat, hvordan har du det så med, at aviser skriver, at store lande som Tyskland, England og Frankrig peger på dig?

»Jo, men jeg må holde mig til det, jeg sagde ved starten af pressemødet,« lød Foghs svar, efter at han opgivende havde trukket på skuldrene.

Sproglig fælde
Heller ikke de følgende spørgsmål om nøjagtig samme emne gav noget udbytte, men da en TV-journalist – på vegne af udenlandske medier – formulerede spørgsmålet på engelsk, skete der trods alt et lille gennembrud.

»The answer will be exactly the same,« afbrød Fogh og fremkaldte højlydte grin, inden journalisten overhovedet var kommet i gang. Da han endelig svarede, afslørede han en lille nuanceforskel, som de politiske kommentatorer efterfølgende hæftede sig ved:

»I have no comments what so ever at this stage,« sagde Fogh og uddybede efterfølgende, at »this stage« – eller »denne fase« – dækker over tiden frem mod NATO-topmødet i begyndelsen af april.

Men hvorfor – medmindre Fogh selv er kandidat – skulle han have problemer med at udtale sig om NATO-posten i en tid, hvor alle andre statsledere udtaler sig i øst og vest?

Krævende bijob
Endnu et par ikke-svar fik til sidst en journalist fra Ekstra Bladet til at prøve en opfindsom bagvej, der end ikke kunne få en i stigende grad irriteret Fogh til at holde masken:

Må jeg spørge dig, hvilke tanker du gør dig om at være en travl statsminister – eller noget andet? – og samtidig få tid til at være bedstefar?

Det fik dog heller ikke statsministeren til at afsløre sine fremtidsplaner, men han afslørede trods alt, at han er ganske god til multitasking – »herunder det at være bedstefar« – og at han og Anne-Mette Rasmussen i øvrigt glæder sig meget.

Til slut tog en af Christians­borgs mest garvede journalister fra Reuters ordet og sagde det, alle andre tænkte:

»Ja, det er måske sidste gang, jeg får lejlighed til at stille dig et spørgsmål,« indledte han og fortsatte siden – selvom Fogh nåede at bryde ind og konstatere, at det var en »meget pessimistisk indstilling« – med at gøre status over statsministerens tid ved magten.

Der blev trukket tråde helt tilbage til Foghs bedstefars kamp mod de pengegriske banker, inden statsministeren selv sluttede med at konstatere. »Der er ikke et øje tørt.«