Next stop Bruxelles

Efter kun 27 dage på posten som minister for klimatopmødet tog Connie Hedegaard kl. 11.30 til Amalienborg for at indgive sin officielle afskedsbegæring til Dronningen. I morgen tidlig tager hun fat på arbejdet som EU-kommissær.

Nøjagtig 27 dage varede den konservative Connie Hedegaards foreløbig sidste periode som dansk minister, nemlig på posten som minister for klimatopmødet i COP15 i København.

Mindre end 24 timer efter topmødets officielle afslutning i går, rullede ministerens sølvgrå BMW kl. 11.30 her til formiddag ind gennem porten til Amalienborg til den officielle afsked med dronning Margrethe.

Få minutter forinden var også kronprins Frederik ankommet til Amalienborg for at tage afsked med Connie Hedegaard, der nu fortsætter sin karriere som klimakommissær i EU Kommissionen. Allerede kl. 5.15 i morgen tidlig flyver den nye kommissær til Bruxelles for at tage fat på arbejdet.

En lille skare pressefolk stimlede frysende sammen foran den grønne port på slotspladsen, og også en del forbipasserende og turister stoppede op for at få et glimt af og en kommentar fra den tidligere minister, da hun efter et lille kvarter i selskab med Dronningen og Kronprinsen atter forlod Amalienborg.

Og Connie Hedegaard lagde ikke skjul på, at hun gerne havde set et andet udfald af klimatopmødet og de sidste to års bestræbelser, end det blev til:

- Det er jo givet, at jeg gerne havde set, at det var endt med en anderledes aftale. Det er der ikke nogen, der kan være i tvivl om, sagde hun.

- Den store skuffelse i København var, at der ikke kom bindende mål. Det tror jeg stadig, der skal til, ellers går der for lang tid, inden verden får gjort det, der skal gøres.

På spørgsmålet, om der var noget, det danske værtsskab kunne have gjort anderledes svarede Connie Hedegaard:

- Det vil jeg gerne tænke noget dybere over. Jeg mener, vi har gjort, hvad man med rimelighed kunne forlange. Vi har prøvet at tromle hele verden sammen i København, få lagt presset og skabt muligheden for, at man kunne bliver enige. Det viste sig så til sidst, at det ville man ikke, siger Connie Hedegaard.

Hun mente dog også, at der er grund til en vis optimisme. Den proces, der er gået forud for topmødet, har haft betydning for, hvordan man reagerer på klimatruslen i de enkelte lande.

Også det faktum, at de helt store spillere på klimaområdet USA, Kina, Indien og Sydafrika, denne gang, i modsætning til i Kyoto i, har meldt sig på banen og siddet ved samme forhandlingsbord i København, giver ifølge Connie Hedegaard grund til optimisme for fremtidens klimaforhandlinger.