Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Næppe uvildig undersøgelse af jægersagen

Kun hvis auditørkorpsets undersøgelser og Forsvarsministeriets og Forsvarskommandoens redegørelser efterlader ubesvarede spørgsmål, kan der blive flertal for oppositionens krav om en uvildig undersøgelse.

Der kommer ingen ny selvstændig undersøgelse af forløbet af forsvarets skandalesag om bogen ”Jæger – i kamp med eliten”.

Det står nogenlunde klart allerede inden forsvarsordførerne bag forsvarsforliget i eftermiddag mødes hos forsvarsminister Søren Gade (V) for at modtage Forsvarskommandoens skriftlige redegørelse og departementschef Lars Findsens mundtlige redegørelse om sagen, der foreløbig har kostet forsvarschefen samt flere ledende officerer job og karriere.

Den konservative forsvarsordfører, Helge Adam Møller, der tidligere er citeret for at være tilhænger af en selvstændig undersøgelse, præciserer overfor Berlingske Tidende, at han først vil afvente Forsvarets Auditørkorps´ efterforskning mod de to officerer, IT-chefen og kommunikationschefen, der er sigtet for at have fabrikeret og lækket den meget omtalte arabiske oversættelse af bogen.

- Hvis det skulle vise sig – hvad jeg ikke tror – at der er ubesvarede spørgsmål tilbage, må der af hensyn til forsvaret i givet fald laves en tredje, uafhængig undersøgelse. Men det er forkert at sætte en undersøgelse i gang nu, siger han.

Heller ikke Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, er parat til en særlig undersøgelse nu.

- En advokatundersøgelse vil være noget tyndbenet noget, og en stor kommissionsundersøgelse, som kan vare i to år og koste skatteyderne 30 millioner kroner er alt for meget i en tilståelsessag som den foreliggende, siger han. Kun hvis det meget mod forventning skulle vise sig, at der er tale om en eller anden form for sammensværgelse, stiller situationen sig anderledes, mener Søren Espersen.