Lad afviste asylansøgere tjene deres egne penge, men tilbagehold dele af lønnen, så den først kommer til udbetaling, når de afviste er rejst hjem, foreslår Ny Alliance.
24. januar 2008, 21:44 – opdateret 24. januar 2008, 22:19
Afviste asylansøgere skal have lov til at arbejde, men de skal først have udbetalt en del af deres løn, når de rejser tilbage til deres hjemland, mener Ny Alliance. Trods voldsom modstand fra både regeringen og DF stod partiet i går fast på, at afviste asylansøgere skal kunne arbejde – og partiet frygter ikke et asyl-valg, har Naser Khader fastslået.
Ny Alliance arbejder på en række ideer til, hvordan de kan gøre afviste asylansøgere selvforsørgende, men har endnu ikke lagt sig fast på, hvad de vil præsentere i forhandlingerne.
»Vi overvejer, hvordan man kan lave et selvforsørgelsesprogram, hvor de arbejder på deres egen hjemsendelse. En konto er en af mulighederne,« siger integrationsordfører Jørgen Poulsen (NA). »Vi ved godt, at vi ikke får hele vores partiprogram igennem. Men hvis de har det godt, viser erfaringer fra udlandet, at de er lettere at motivere til at tage hjem,« siger Jørgen Poulsen. Forslaget får en forsigtig positiv modtagelse fra Venstre, hvor Søren Pind kalder det »en sjov ide«. Men samtidig advarer han imod at føre forhandlinger i pressen.
Dansk Folkepartis Peter Skaarup er mere forbeholden: »Vi kigger på det, de kommer med. Men vi løser ikke problemet med arbejdstilladelser.«
Selv om Ny Alliance onsdag valgte at slutte sig til regeringen i dramaet om de afviste asylansøgere, er partiet klar til at udnytte sine afgørende mandater i de kommende måneder i sager om eksempelvis genindførelse af gruppeeksamen, barsel øremærket til mænd, støtte til DR og en Afghanistan-redegørelse, siger en af partistifterne, Anders Samuelsen.
»Jeg tror, det nu er gået op for VK og O, at i virkelighedens verden er der meget stor risiko for, at de gentagne gange vil have et flertal imod sig, og det bliver de nødt til at handle efter, siger han.
































