22 ud EUs 27 udenrigsministre deltog. Dansk Folkeparti tavs om sagen.
27. juli 2010, 09:18
Mens udenrigsminister Lene Espersen meldte afbud til et udenrigsministermøde i Bruxelles i går på grund af privat ferie, mødte 22 af EUs udenrigsministre op. Fem - inklusive Danmark - meldte afbud. Det bekræfter EUs pressekontor overfor Berlingske Tidende.
Og selv om Lene Espersen var én ud af få, der meldte afbud til mødet, hvor bl.a. sanktioner mod Iran var på dagsordenen, forsvarer udenrigsordfører, Naser Khader (K), sin formand. Et afbud til mødet midt i sommerferien er i orden.
»Sådan var det også sidste år, forrige år og forrige år igen. Man skal huske på, at alle de andre lande holder sommerferie og industriferie på andre tidspunkter. Der har været en tradition og en uskreven aftale om, at udenrigsministeren skal have lov til at holde 14 dages ferie i løbet af juli,« siger Khader.
Han understreger, at afbuddet slet ikke var blevet en sag, hvis Lene Espersen havde mødtes med USAs udenrigsminister ved det famøse møde i Arktisk Råd i foråret.
»Så havde der slet ikke været noget problem, og det har hun jo allerede undskyldt. Jeg synes, kritikken er ude af proportioner efterhånden. Lige siden påske har hun knoklet og rejst mere end mange andre udenrigsministre,« siger Naser Khader.
Den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, ser dog med stor alvor på mødet. Han deltog i går og kalder på sin blog på internettet møderne mellem EUs udenrigsministre vigtige for at give Sverige en større stemme i EU.
»Det betyder mere, end man tror, at opbygge personlige relationer med sine kolleger og øvrige ledende aktører. Når det kommer til svære afgørelser, kan det være aldeles afgørende,« skriver Carl Bildt om udenrigsministermøderne og understreger, at de personlige relationer er særligt vigtige for de mindre lande.
Da Lene Espersen undskyldte for at have meldt afbud til det arktiske møde i foråret, tog det 59 dage, før hun bøjede sig. Hendes problemer eskalerede, da Dansk Folkeparti langede hårdt ud efter hende. Så dramatisk ser det foreløbig ikke ud til at gå denne gang. DFs udenrigsordfører, Søren Espersen, siger til Berlingske Tidende, at han har besluttet, at partiet ikke vil kommentere, hvad der er rigtigt og forkert i den aktuelle sag.
»Hun må selv svare for sig,« siger Søren Espersen.
Den tidligere udenrigsministe Niels Helveg Petersen (R), vil heller ikke bedømme Lene Espersens afbud.
»Jeg har ikke noget godt grundlag for det. Man skal vide, hvor vigtig dagsordenen er,» siger han.
































