Minister beskyldes for at lyve

EL mener, at Helge Sander taler "direkte usand", når han forsvarer diskriminerende bonusordning med henvisning til, at det "teknisk" ikke kan gøres anderledes.

Videnskabsminister Helge Sander (V) beskyldes for at lyve om årsagen til, at universiteterne ikke registrerer studerende på barsel. Beskyldningen kommer, efter at Helge Sander har forsvaret en ny, såkaldt færdiggørelsesbonus - som netop ikke tager højde for barselsperioder - med henvisning til, at det ikke er "muligt rent teknisk" at tage højde for barslen.

Enhedslistens uddannelsesordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, kalder imidlertid denne forklaring for "direkte usand". Uddannelsesordføreren henviser til, at SU-Styrelsen ved, hvor mange studerende der er på barsel, eftersom samtlige af disse modtager særlige SU-barselsklip.

- Hvis videnskabsministeren vil vide, hvor mange studerende der er på barsel, skal han sådan set bare løfte røret og ringe til SU-Styrelsen, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslistens uddannelsesordfører kalder derfor Helge Sander i samråd i Folketingets videnskabsudvalg. Her skal Helge Sander netop forklare, hvorfor barslen ikke bliver trukket fra, når universiteterne modtager færdiggørelsesbonussen.

Striden skyldes, at universiteterne fra i år får en økonomisk bonus, hvis studerende kommer hurtigt igennem deres uddannelser. Men når de studerendes tidsforbrug skal regnes ud, vil der imidlertid ikke blive taget hensyn til, at mange studerende har været på barsel i løbet af deres uddannelse. Og da kvinder tager langt mere barsel end mænd, er det derfor et incitament for universiteterne til at optage flere mænd - eller oprette nye fag, der tiltrækker mænd. Ordningen betyder også, at der reelt overføres millioner af kroner fra de humanistiske fag og til de naturvidenskabelige fag og ingeniørvidenskab, hvor mændene er i overtal.

I alt har man trukket omkring en halv milliard kroner ud af den normale universitetsdrift - og placeret dem i puljen, som skal belønne universiteter, hvor de studerende har kort gennemførelsestid.

/ritzau/