Messerschmidt kræver dansk fordømmelse af folkedrab

Folketinget bør ligesom den svenske Riksdag stemple tyrkernes massakre på armenierne som et folkedrab. Det mener Dansk Folkepartis medlem af Europaparlamentet, Morten Messerschmidt

Tyrkernes massakre på armenierne i 1915 var ubetinget et folkedrab, og det bør Folketinget kunne enes om at vedtage.

Det mener Dansk Folkepartis medlem af Europaparlamentet, Morten Messerschmidt, efter at et flertal i den svenske Rigsdag torsdag aften besluttede at stemple massakren under Første Verdenskrig som et egentligt folkedrab.
- Jeg mener stadigvæk, at Folketinget skal tage sig sammen i den her sag. Vi skal ikke gøre det for at irritere tyrkerne, men simpelthen for at fastslå, at Tyrkiet slet ikke har forstået, hvad forskningsfrihed er for en størrelse, siger Morten Messerschmidt med henvisning til, at det officielle Tyrkiet ikke vil anerkende "de historiske kendsgerninger".
Tyrkiet har således allerede trukket sin ambassadør hjem fra Sverige i protest mod Rigsdagens vedtagelse.
 

Solidaritetserklæring

 
Ifølge Morten Messerschmidt er Tyrkiets holdning til massakren tilbage i 1915 også problematisk i forhold til tyrkernes forsøg på at blive optaget i EU.

- Tyrkerne gør kun det, de selv vil. Når de reagerer så skarpt på vedtagelsen i Sverige, viser det, at forhandlingerne på det seneste mellem Armenien og Tyrkiet om en forståelse, kun har været på skrømt, siger Morten Messerschmidt.

Han erkender, at det hidtil ikke har været muligt at samle et flertal i Folketinget for en fordømmelse af Tyrkiet. Sidst det var på dagsordenen fastslog daværende udenrigsminister, Per Stig Møller, at det er en sag, der bør overlades til historikerne.
- Men måske er der en ny holdning nu, hvor Lene Espersen har taget over efter Per Stig Møller, siger Morten Messerschmidt.

Europa-Parlamentet stemplede for et par år siden massakren i 1915 som et folkedrab, og Dansk Folkepartis stemmesluger ved det seneste valg til Europaparlamentet overvejer nu, om han skal rejse sagen igen i næste uge.
- Måske kunne det være på sin plads med en solidaritetserklæring til Sverige fra Europaparlamentarikerne, mener Morten Messerschmidt.