14. marts 2009, 17:44 – opdateret 14. marts 2009, 20:18

Det kan synes som en mindre ting. Men det forhold, at forsvarsminister Søren Gade har meddelt sine nærmeste politiske allierede, at han ikke går efter posten som næstformand, er helt afgørende for den magtkamp, som Venstre er midt i. For selv om statsminister Anders Fogh Rasmussen nu entydigt har valgt »ingen kommentarer«-vejen i spørgsmålet om sin eventuelle NATO-fremtid, så er partifællerne allerede forbi tvivlen. Spørgsmålet er ikke længere, om Fogh er på vej, men hvornår.

Berlingske Tidende fik i den forløbne uge bekræftet oplysningerne om, at statsministeren har meddelt de ledende NATO-lande, at han er interesseret i posten som NATOs nye generalsekretær. Med andre ord: Han er klar til at forlade dansk politik. Og selv om ikke engang Foghs allernærmeste politiske allierede som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og manden, som skal efterfølge Fogh, finansminister Lars Løkke Rasmussen, er blevet informeret af Fogh om udlængslen, så er den nye tid allerede i fuld gang. Tiden efter Fogh.

Lars Løkke Rasmussen og med ham de øvrige centrale Venstre-folk er nemlig yderst bevidste om, at hvis det skal lykkes at gøre skiftet fra Fogh til Løkke succesfuldt, så skal man være klar. Og forberedelserne er nu inde i den afgørende fase, for skiftet vurderes at kunne komme når som helst.

I Venstre har man således noteret sig det ekstremt hastige magttab, som Fogh synes at gennemgå for tiden. I torsdags kunne Berlingske Tidende således berette, at frustrationerne er flyttet ind i regeringskontorerne.

»Der skal noget helt ekstraordinært til, hvis han skal overbevise danskerne om, at han er statsminister,« sagde en topminister, som vurderede, at det kunne kræve både regeringsrokade og nyformulering af hele regeringsgrundlaget, hvis Fogh overhovedet skal have en chance for at returnere i den danske offentlighed. Så hurtigt går det i politik, eller som en central Venstre-kilde siger:

»Fogh gennemgår lige i øjeblikket et historisk forløb, hvor magten siver fra ham dag for dag.«

Politik er med andre ord et brutalt håndværk, for den Anders Fogh Rasmussen, der igennem årene er blevet beskrevet som en af de stærkeste og mest usårlige statsministre i danmarkshistorien, bliver nu af sine egne beskrevet som en mand, hvis magt løber som sand ud af hænderne på ham. Der tales om ham i datid, og flere nævner hans mulige såkaldte »dobbelte exit-strategi«, som, hvis NATO-posten glipper, sender Fogh til EU som den næste danske kommissær – en post, hvortil han som en af sine sidste gerninger som statsminister kan udnævne sig selv. Brutaliteten fremgår også af det forhold, at mange Venstre-folk noterer sig, at meningsmålingerne i øjeblikket gør SF større end Venstre, og som det siges med symptomatisk direkte og personlig adresse:

»Foghs målinger ligger en tredjedel under valgresultatet fra 2001. Han har tabt en tredjedel af vores vælgere på syv et halvt år.«

Statsministeren italesættes nærmest som kernen af Venstres problem, som centrum for de dårlige målinger og som direkte stående i vejen for Det Nye Venstre og det politiske genrejsningsprojekt, som Lars Løkke Rasmussen skal stå i spidsen for.

Kun de færreste regner således med, at Fogh stadig har en rolle at spille i dansk politik. Og dermed er han – på trods af sine »ingen kommentarer« – blevet offer for en af de berømte læresætninger i politik: Man skal aldrig true med at gå, men i stedet true med at blive.

Nøglen til Foghs fremtid synes at ligge i USA, hvor manden med det afgørende ord sidder. De ledende europæiske NATO-lande har besluttet sig for at stå bag Fogh, og i torsdags kom det således frem i det spegede spil, hvor ingen er officielle kandidater, og hvor alle har »ingen kommentarer«, at den polske kandidat, udenrigsminister Radoslaw Sikosky, havde trukket sig fra kampen. Som altså lige nu alene har Anders Fogh Rasmussen og den canadiske forsvarsminister Peter MacKay på banen, selv om de begge altså afviser alt og ikke vil sige noget. Dog forventes det, at der bliver sat navn på NATO-posten i løbet af en til to uger.

Der ventes mange steder med tilbageholdt åndedræt, men tiden spildes ikke med tommelfingertrillen. Mens udenrigsminister Per Stig Møller (K) i fredags var til møde med USAs udenrigsminister Hillary Clinton – et møde som officielt overhovedet ikke skulle handle om NATO-posten – hastede Fogh ud i den danske virkelighed på Nørrebro for trods alt at minde danskerne om sin hjemlige eksistens og om, at han kerer sig om hjemlige problemstillinger.

Men da en borger fra Nørrebro blev spurgt om, hvad det kunne hjælpe, at Fogh nu stod på Blågårds Plads, svarede han: »Ingenting. Han skulle have været her for lang tid siden.« Nørrebro er og bliver nok aldrig en del af Foghs og Venstres kerneland, men alligevel; Indifferencen lyste ud af borgeren, hvad skulle de med en statsminister, der både kom for sent og er på vej væk.

Og mens Fogh klamrer sig til statsministerrollen, flytter Lars Løkke Rasmussen ind. Finansministeren er allerede blevet en synlig del af virkeligheden i Statsministeriet. Går man ind på ministeriets hjemmeside, så dukker Løkkes ansigt pludselig op ved siden af Foghs, og som den liberale blogger Jarl Cordua straks bemærkede: »Havde Danmark været Nordkorea, så var det formentlig også et sikkert tegn på, at tidspunktet for magtskiftet er ved at nærme sig.«

Eller som et medlem af folketingsgruppen bemærker det: »Alle bedetæpperne er vendt mod Lars Løkke.«

Selv om Løkke har været ramt af bilagskrise og dårlige målinger, der kunne få mindre dedikerede mennesker til at skride fra det hele, har han ikke spildt tiden. Finansministeren har således allerede udpeget seks forskellige politiske grupper, som inden sommerferien skal være færdige med nye politiske forslag, som Lars Løkke Rasmussen så vil kunne bruge i arbejdet for at få strikket et helt nyt regeringsgrundlag sammen. Det samme arbejde er i fuld gang hos de Konservative, og dermed forsøger både Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen at få formuleret deres eget politiske projekt.

I de kommende dage drager flere af grupperne på internatophold, hvor de i fred og ro kan arbejde med stoffet. Løkke har udvalgt seks områder: Uddannelse, integration, sundhed, familiepolitik, retspolitik og ældrepolitik. I spidsen for arbejdet sidder en stribe nye, yngre og – ikke mindst – kvindelige ansigter som Karen Ellemann, Ellen Trane Nørby, Malou Aamund, Tina Nedergaard, Sophie Løhde og så en enkelt mand: Jacob Jensen.

»Under Løkkes ledelse vil Venstre vende tilbage til de oprindelige værdier igen,« siger en Venstre-kilde tæt på Løkke og uddyber, at Løkke vil have friheden tilbage og vil bringe det politiske projekt »videre end skattestop, kontraktpolitik og stram udlændingepolitik med Dansk Folkeparti«. Og på helt old school Venstre-manér skal den offentlige sektor gennemtrawles for overflødige regler.

Klassisk for denne regering er den hårde retspolitik, og det spor vil Løkkes arbejdsgruppe køre videre ad.

Samtidig med Løkkes politiske rugekasser har den politiske ordfører Inger Støjberg i denne uge samlet mellem 130-150 forskellige forslag til, hvordan Venstre får skabt større frihed. Hver ordfører har leveret fem forslag, og de bliver nu sorteret, så Løkke også kan bruge dem i sit videre arbejde med at finde frem til sit projekt. I kommissoriet står der direkte, at »frihedsforslagene skal kunne indgå direkte i f.eks. et regeringsudspil eller regeringsgrundlag, og forslagene må derfor ikke omtales i pressen«.

Mens en stribe af de unge har vendt bedetæpperne mod Løkke, vokser usikkerheden i den såkaldte mellemgruppe. Her sidder folk som eksempelvis retsordfører Kim Andersen, trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen og miljøordfører Eyvind Vesselbo. Folk, der aldrig fik chancen på Foghs ministerhold, og som heller ikke er blevet sat i spidsen for Løkkes politiske rugekasser. Er deres chancer nu endeligt forpasset? Det er blandt de usikre, at man kan høre historier om, hvor svært Lars Løkke har det med at styre sit temperament.

En kilde fortæller, hvordan Lars Løkke Rasmussen midt under et gruppemøde får at vide, at der er knas med opbakningen fra både Dansk Folkeparti og de Konservative. Løkkes temperament begynder at koge så voldsomt, at han midt i gruppemødet går. Ud på gangene for at få fingrene i Dansk Folkeparti og de Konservative.

Løkke er dog blevet bedre til at styre sit temperament, og han har samtidig høstet anerkendelse for at have forhandlet skattereform og diverse hjælpepakker, men flere peger på, at han ikke har styr på det store, grå mellemlag i folketingsgruppen. Løkke har, siden han overtog Finansministeriet, ikke haft den samme tid til at pleje de forskellige i gruppen. Derfor får han behov for sin nye alliance med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, der er kendt som Venstres bulldog. For hvis Venstres nedtur i meningsmålingerne fortsætter under Løkke, vil den gruppe være hurtig til at pege fingre ad den nye formand, og dermed vil Venstre for alvor være sat under pres.

Men hvad nu hvis Lars Løkke Rasmussen må pakke det hele sammen, fordi det i sidste øjeblik viser sig, at Anders Fogh Rasmussen ikke kan blive NATOs generalsekretær?

»Øhhhh,« lyder det fra én, som efter lidt tid får samlet tankerne og beskriver det som en kæmpe maveplasker.

Det samme gør de hos de Konservative, hvor Lene Espersen via fokusgrupper er i fuld gang med at forberede sit politiske projekt og dermed give sit bidrag til et nyt regeringsgrundlag.

Og som en kilde i Venstre fik sagt til Berlingske Tidende i denne uge, så kan Helle Thorning-Schmidt måske alligevel slå Fogh: »Han (Fogh, red.) vil ikke kunne vinde et valg efter det her.«

Det er måske lige lovlig hårdt sagt, men i hvert fald kræver det en helt anden tilstedeværelse, end det er tilfældet i Statsministeriet i øjeblikket. Læser man udskriften fra det pressemøde, hvor Fogh præsenterede regeringens skattereform, så har Statsministeriets folk frisk valgt at kalde landets skatteminister for Kristian Nielsen. Aner man, at opmærksomheden er et andet sted?