Statsministeren retter nu op på økonomien og lader borgerne betale regningen. Men flere regninger venter, forudser økonomer.
19. maj 2010, 22:22
Med en økonomisk genopretningsplan, der ikke er set lignende i årtier, satser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) nu alt.
Statsministeren retter nu op på økonomien og lader borgerne betale regningen. Men flere regninger venter, forudser økonomer.
Store vælgergrupper, der under hele Anders Fogh Rasmussens statsministerperiode stort set var forskånet for ubehagelige overraskelser, skal til lommerne, og tilmed afliver Løkke reelt skattestoppet, som Fogh formulerede.
Regeringens genopretningsplan skal skaffe ti milliarder kroner og fungerer ved en fastfrysning i to år - med Lars Løkkes ord 730 dage - af satserne på dagpenge, folkepension, SU og boligsikring. Samtidig udskydes forhøjelsen af topskattegrænsen i to år, den normale regulering af beløbsgrænserne i skattesystemet suspenderes, ligesom ministrene symbolsk går fem procent ned i løn.
»Hvis alle i 730 dage klarer sig med det, de har i dag, så er regningen betalt, og så skal vi ikke tale mere om det,« sagde Lars Løkke Rasmussen ved fremlæggelsen.
Men der er flere regninger i vente. Regeringen har nu ganske vist givet sit svar på, hvordan den agter at opfylde de krav, som EU ventes at stille til dansk økonomi på kort sigt, men den mangler stadig at finde de 10 mia. kr., som den vil bruge på især sundhedsvæsnet, og på længere sigt bliver der behov for reformer, påpeger økonomer.
Tidligere vismand Jan Rose Skaksen peger på, at reformer af efterlønnen ville være bedre for dansk økonomi.
»Regeringen lukker hullet i statsbudgettet ved at spare og gøre økonomien mindre, men hvis den lavede reformer af eksempelvis efterlønnen, ville den lukke hullet ved at gøre økonomien større, og det vil være at foretrække.«
Her til formiddag begynder forhandlingerne om pakken i Finansministeriet - alt tyder på, at oppositionen hurtigt går hjem.
»Vi kan under ingen omstændigheder acceptere, at de svagest stillede skal gå så langt ned i købekraft,« siger S-formand Helle Thorning-Schmidt.
Dansk Folkeparti har på forhånd meddelt, at det afviser besparelser på kernevelfærden. I stedet kræver partiet blandt andet, at der skæres i ulandsbistanden, hvilket regeringen i går erklærede sig villig til at forhandle om.

































