Lars Løkke Rasmussen mener, at boligejerne står for skud, hvis Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister.
18. januar 2011, 12:21
Boligejerne bliver ramt på pengepungen, hvis Socialdemokraterne og SF kommer i en regering efter et valg.
Det mener statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som dermed bakker op om sin finansminister, Claus Hjort Frederiksen (V).
Finansministeren kom med påstanden under en tv-debat mandag aften, hvilket fik SF's finansordfører, Ole Sohn, til at fare i flint. For det står ingen steder i S og SF's økonomiske planer, at boligejerne skal betale mere.
»Det er logik«
Men det påvirker ikke Lars Løkke Rasmussen.
- Det har logikken for sig, at fraværet af en S og SF-plan kommer til at ramme de danske boligejere, siger Lars Løkke Rasmussen.
Den skjulte fare for boligejerne hænger ifølge statsministeren sammen med, at S og SF mangler penge i deres økonomiske planer. Det betyder enten, at der skal kradses flere penge ind, eller at statskassen ender med et milliardstort hul.
- Når man ikke vil sætte skatterne op med mere end 31,5 milliarder, ikke vil rulle dagpengereformen tilbage og ikke sige, hvem der skal arbejde 12 minutter mere om dagen, så er der kun et sted at gå hen, og det er boligejerne.
- Hvis man ikke gør det, er der hul et i kassen. Og hvem betaler for det. Det gør boligejerne. Huller i statskassen, som man ikke kan gøre rede for, straffes i den globale verden med højere renter. Det rammer boligejerne, siger Lars Løkke Rasmussen.
Statsministeren mener, at regeringen har lagt to planer frem, mens S-SF har fremlagt en halv.
Løkke henviser til genopretningspakken fra sidste forår samt den tilbagetrækningsreform om efterløn og pension, der kommer næste tirsdag.
Statsministeren mener, at S-SF-planen Fair Løsning kun er konkret i forhold til at hæve skatterne.
Lars Løkke Rasmussen oplyser på sit pressemøde, at han senere på ugen tager til topmøde i London, hvor regeringschefer fra Storbritannien samt de nordiske og baltiske lande mødes for at diskutere, hvordan man kan skabe flere job. Løkke har inviteret formændene for LO og DA med.
/ritzau/

































