Løkke holder nyt ambassadørmøde

Løkke vil mødes med ambassadører. Beslutningen kommer efter kritik af, at han med kort varsel aflyste møde med ambassadørerne.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indkalder til et nyt møde i april med abassadører i Danmark. Det oplyste Løkke på sit pressemøde tirsdag.

Lars Løkke Rasmussen skulle have holdt møde med en række ambassadører den 22. januar, men meldte afbud af "personlige årsager" med kort varsel og sendte i stedet udviklingsminister Ulle Tørnæs (V). Det mødte massiv kritik, og Lars Løkke Rasmussen beklager nu, at han ikke mødte op.

- Derfor har jeg også indkaldt til et nyt møde i april, sagde Løkke på sit ugentlige pressemøde.

I pressen har der været spekuleret i, at Løkke meldte afbud, fordi hans datter havde forstuvet foden, og at der altså populært sagt var tale om "barns første sygedag".

Det afviste Løkke på mødet.

- Mig bekendt har min datter ikke nogen forstuvet fod, sagde han, uden dog at fortælle, hvorfor han så meldte afbud.

- Det er et mellemværende mellem mig og min familie, sagde han.