Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Lene E: Koranafbrænding er frastødende

Bogafbrændinger giver ubehagelige historiske associationer, fastslår udenrigsminister om en amerikansk prædikant planer om at sætte ild til Koranen.

Udenrigsminister Lene Espersen tilslutter sig nu også koret af fordømmelser over den amerikanske prædikant, der vil afbrænde muslimernes hellige bog, Koranen, på lørdag, hvor der er årsdag for det islamistiske terroranslag mod USA tilbage i 2001. 

- Jeg må klart fordømme planerne om at brænde koranen, som en prædikant i Florida åbenbart har til hensigt at gøre, siger Lene Espersen. 

- Jeg tager på det skarpeste afstand fra de værdier og synspunkter, som en sådan handling vil være udtryk for. Jeg må også sige, at bogafbrændinger giver nogle ubehagelige historiske associationer. Det er ganske enkelt en tåbelig og frastødende plan, fastslår udenrigsministeren. 

Ifølge NATOs generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, og chefen for de amerikanske styrker i Afghanistan, general David Petraeus, udgør den forestående Koran-skænding en risiko for NATOSs soldater i Afghanistan. 

- Der er risiko for, at det vil få en negativ effekt på vore soldaters sikkerhed i Afghanistan, advarer Anders Fogh Rasmussen.