Lars Løkke: Ingen grund til at nøle med euroen

Smålig nationalisme bør ikke forhindre, at Danmark bliver fuldt medlem af Euro-samarbejdet, siger finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), som bebuder et opgør i den nuværende valgperiode med alle EU-forbehold.

Det er den danske regerings faste holdning, at der skal ske et opgør med alle danske EU-forbehold i den nuværende valgperiode for Folketinget, siger finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) i et interview med det britiske nyhedsbureau Reuters.

Dermed øges spekulationerne om, at regeringen er parat til også at tage en folkeafstemning om euro-forbeholdet, når den som forventet i efteråret vil bede danskerne om at tage stilling til de to andre danske EU-forbehold over for EU's militære samarbejde og retspolitiske samarbejde.

”Vi ønsker et fuldt medlemskab i den nuværende valgperiode. Det er vores hensigt,” siger finansministeren.

Lars Løkke Rasmussen gør det klart, at Danmark reelt set i forvejen er bundet til euro-samarbejdet på grund af fastkurs-politikken, hvor kronen i kurs er bundet til euroen:

”Vi er allerede med i euro-samarbejdet. Vi har blot valgt at kalde det noget andet.”

”Når alt andet skubbes til side, så drejer debatten sig dybest set om, hvorvidt vi ønsker fuldt medlemskab af EU, eller om vi på grund af en besynderlig blanding af national stolthed og manglende selvtillid ikke tør være med i klubben.”

Finansministeren afviser kategorisk de betænkeligheder, som blandt andre Anders Samuelsen fra Ny Alliance har givet udtryk for, om hvorvidt euro-samarbejdet er tilstrækkeligt økonomisk stærkt.

”Ved folkeafstemningen i 2000 var der en stor debat om, hvorvidt euroen var en stærk valuta. Der blev skabt myter om, at det var en svag valuta, og at den kunne føre til inflation. I dag er situationen helt anderledes. Euroen er en stærk valuta, og den Europæiske Centralbank har vist, at den kan føre en stærk monetær politik,” siger Lars Løkke Rasmussen til Reuters.