Langballe: Jeg fortryder intet

Trods bred fordømmelse fortryder Jesper Langballe ikke sin udtalelse om, at muslimske mænd slår deres døtre ihjel. »De her muslimske fædre sætter jo ære højere end et barns liv,« siger han.

Den tidligere sognepræst i Thorning Sogn i Midtjylland, DF’eren Jesper Langballe, fortryder ikke et ord af det, han skrev i et debatindlæg i Berlingske Tidende. Og det på trods af fordømmelse fra hele det politiske spektrum, herunder fra Langballes egen partiformand, der kalder hans udtalelse for »tosset«.

»Jeg fortryder intet og står ved hvert et ord, jeg har skrevet,« siger han til Berlingske Tidende.

I sit debatindlæg, der handler om »islams formørkede kvindesyn« og »islamiseringen af Europa« forsøger Jesper Langballe at tage afstand fra formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard, der før jul bl.a. sagde, at muslimer »voldtager deres børn«.

»Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) — og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt,« skrev Langballe bl.a..

Er det ikke en generalisering?
»Jo, men det er ikke en urimelig generalisering. De fleste muslimske fædre lever formentlig godt og lykkeligt med deres børn. Men de har det med at skulle bestemme over, hvem deres døtre skal giftes med, og hvis hun finder en vantro, en dansker, så kan det føre til æresdrab.«

Siden midten af 80erne har der i Danmark fundet et æresdrab sted omtrent hvert andet år, måske endnu sjældnere...

»Det er jo statistik. Jeg vil sige, at æresdrab sker, og at det er jævnligt tilbagevendende. Jeg siger, at det Lars Hedegaard for skade kom til at sige, det passer ikke. Jeg mener ikke, at der er belæg for at sige, at muslimske fædre voldtager deres børn.«

Men overtrumfer du ham så at sige ikke blot med en endnu grovere ytring?

»Jeg ønsker ikke at overtrumfe Lars Hedegaard — det er ikke en konkurrence i grovhed. Men jeg mener, at det jeg siger, er sandt. De her muslimske fædre sætter jo ære højere end et barns liv.«

Givetvis stødende

Jesper Langballes partiformand, Pia Kjærsgaard, har taget afstand fra sin partifælles konkrete ytring om muslimske mænd, der slår deres døtre ihjel.

»Det er en meget, hvordan skal jeg sige det — ikke god udtryksform. Det virker meget groft og givetvis stødende på mange muslimer,« sagde hun bl.a. til TV 2 News.

Jesper Langballe tager Pia Kjærsgaards kritik til efterretning, men understreger i øvrigt, at han ikke personligt har modtaget nogen reprimanden fra partiformanden.

»Vi har kun haft en ganske kort mailkorrespondance af opklarende karakter,« siger han.

Pia Kjærsgaard tager da heller ikke ubetinget afstand fra Langballes debatindlæg.

Til TV2 News sagde hun bl.a., at hans indlæg »er mindre generaliserende« end mediernes overskrifter giver indtryk af, og hun understregede, at æresdrab forekommer i nogle muslimske miljøer.

»Det er et led i deres tradition og deres kultur,« sagde hun og tilføjede, at Hedegaards og Langballes udtalelser er uheldige, fordi de afsporer en ellers væsentlig debat om et seriøst problem

Men ellers har stort set hele det politiske spektrum fordømt Langballes formuleringer i utvetydige vendinger.

SF-formand Villy Søvndal kalder ytringerne for »rystende stupide« og »rendyrket racisme«, mens de Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær til Ritzau siger, at »det er en generalisering af muslimer, og det skal man ikke gøre.«

Din mening: Må folketingsmedlemmer sige sådan?