Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:
5 skarpe::

»Kommunerne må betale deres andel af krisen«

5 skarpe til finansminister Claus Hjort Frederiksen (V)

Borgmestrene siger, at nulvæksten vil koste serviceforringelser, og at de ikke gider have skældud fra Christiansborg, når sparekniven rammer. Er det konsekvenser, I accepterer med åbne øjne?

»Vores aftale indebærer jo, at kommunerne til næste år får samme penge som i år fremskrevet med pris- og lønudvikling, så de får flere penge til næste år og næste år igen. Vel er det ikke nogen nem øvelse. Samfundskagen er blevet mindre, og derfor skal vi alle tage ansvar for udviklingen. Det skal vi i staten, i regionerne og i kommunerne. Vi skal i fællesskab få mere ud af pengene, så borgmestrene må eksempelvis se på, hvor meget de bruger på administration eller om de kan lære noget af nabokommunen.«

Men ser man på sidste års regnskab, så var det jo ikke nok, for kommunerne brugte flere penge?

»Det, vi oplevede sidste år, var horribelt. Kommunerne har allesammen sagt, at de sparede, men sandheden er, at de brugte fem mia. kroner for meget. De må tage ansvar for at betale deres andel af krisen, og jeg synes, at vi har fundet en skånsom model, hvor de får samme beløb som sidste år.«

Og det vil betyde serviceforringelser, siger borgmestrene, så hvad er dit budskab til borgerne?

»Altså den danske stat kører med underskud. Overførselsindkomsterne er steget, skatteindtægterne er svigtet, og det er den virkelighed, vi må forholde os til. Det er jo ikke kun et vilkår for det danske samfund. Alle europæiske lande lider i denne krise, og det mest ansvarlige er at gøre regningen op, så vi kan komme videre ud af krisen.«

Tror du da ikke på, at det ser så sort ud, som kommunerne spår?

»Man kan i hvert fald sige, at kommunerne skal blive bedre til at styre økonomien, for hvis de alle har troet, at de sidste år sparede, hvor de brugte fem mia. for meget, så tyder det jo på, at de ikke har styr på det.«

Hvis udfaldet bliver, at der skal lukkes skoler, er det så bare noget, vi alle må acceptere?

»Jeg kan kun sige, at kommunerne får flere penge end i år.«