Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

København får sin Cityring

Udformningen af den kommende Metrocityring i København er godkendt. Den underjordiske station ved Marmorkirken flyttes et par meter længere væk.

Den omstridte metrostation i jorden under Marmorkirken i København skal nu realiseres. Efter et par uger, hvor projektet har været sat i bero, har den konservative transportminister Lars Barfoed godkendt udformningen, som er indstillet enstemmigt af Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune og kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune. Men det sker med en ændring i forhold til oprindeligt.

- Det er en stor og vigtig dag for den kollektive trafik i Danmark, der med Cityringen får et markant løft. Der er tale om en visionær løsning, som vil ændre transportmønstrene i hovedstaden i en mere grøn retning, siger Lars Barfoed i en pressemeddelelse.

Godkendelsen sker efter, at transportudvalget bekymringerne til trods er klar til at fortsætte.

- Vi er blevet enige om at lave en mindre ændring af stationen under jorden ved Marmorkirken, så den bliver flyttet. I det oprindelige udkast var den assymetrisk under jorden, hvor den vendte hen imod Marmorkirken. Der vil vi vende asymmetrien om, så den bliver assymetrisk i den anden retning, så der bliver flere meter jord fra stationen til kirken og kirkerummet. Det er vigtigt, når man tænker på, at der skal være helt ro i en kirke, når man foretager kirkelige handlinger, siger Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, til Ritzau.

Tidligere i dag på et møde i Venstres gruppe fik trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen opbakning til modellen - dog ikke uden sværdslag. Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech har - som en blandt flere - været stærkt skeptisk.

- Der har været en god diskussion i gruppen, nogen har været bekymrede. Men nu er vi enige og klar til at give transportministeren et udspil, så han kan godkende projektet, siger Kristian Pihl Lorentzen.

SF har til det sidste været skeptiske, men kort inden udvalgsmødet meldte trafikordfører Pia Olsen Dyhr sig klar.

- Når vi nu siger ja, så er det fordi, vi får den flyttet lidt og får den dybere ned. Og der bliver hele tiden holdt øje med kirken. SF har været den sidste knast i forligskredsen, men vi er med nu. Der skal være en metrocityring i København, siger hun.

Dansk Folkeparti har også været internt uenige, men også her fra er der opbakning.

Placeringen af en metrostation ved Marmorkirken har udløst folkelige protester, da borgere og menighedsråd frygter sammenstyrtning. Frygten blev forstærket, da en bygning for nylig styrtede sammen under et metrobyggeri i Köln.

/ritzau/