Khader udvider krav om selvforsørgelse

De asylansøgere, der får lov til at flytte ud af centrene, skal kunne at tage et regulært arbejde - det er ikke nok med aktivering. Det er udspillet fra Ny Alliance, når de i dag skal diskutere asylaftalen med VKO.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har i dag indkaldt Dansk Folkeparti og Ny Alliance til forhandlinger om en ny asylaftale efter sidste uges politiske drama på Christiansborg, og trods advarsler om på forhånd at have for store forventninger så fastholder – og udvider – NA-formand Naser Khader nu målsætningen om at gøre en større gruppe afviste asylansøgere selvforsørgende.

Dels vil Naser Khader trods Dansk Folkepartis blanke afvisning fortsat give de asylansøgere, der flytter ud af centrene, adgang til det danske arbejdsmarked, og han fastslår nu, at det f.eks. ikke er nok med ulønnet erhvervserfaring eller praktikpladser.

»Vi går ind til forhandlingerne med åbent sind, men det er et godt, borgerligt synspunkt, at folk skal klare sig selv, hvis de er i stand til det – og her mener vi ikke aktivering i asylcenteret til syv kroner i timen eller en anden kunstig konstruktion. Det skal være et arbejde, hvor de tjener penge til at betale for husleje og mad og samtidig kan spare op, til når de skal vende hjem,« siger Naser Khader.

Samtidig vil Ny Alliance præsentere et forslag om, at også unge asylansøgere – eksempelvis mellem 17 og 25 år – får mulighed for at udfylde huller på det danske arbejdsmarked, selv om de ikke hører til blandt de udvalgte, der får lov til at flytte ud af centrene.

»Men man kunne mere generelt lade de unge asylansøgere tage uddannelser som social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker eller noget helt tredje, som vi har behov for,« siger Naser Khader.

Han mener, at forholdene det sted, hvor den enkelte asylansøger kommer fra, skal være afgørende for, om »arbejdstilladelsen« skal være betinget af, at asylansøgeren til gengæld lover at rejse retur efter et antal måneder.

Afdæmpet modtagelse
Reaktionen hos Venstres integrationsordfører, Karen Ellemann, er behersket – men dog positiv.

»Det lyder interessant, og det vil jeg glæde mig til at tale med Naser Khader om, men jeg ønsker ikke at føre nærmere forhandlinger om de enkelte punkter gennem medierne.«

Den eneste kommentar, det i går var muligt at få fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech – der af princip ikke vil udtale sig, mens forhandlingerne pågår – er at hun »går efter et resultat«, og både de Konservatives integrationsordfører, Helle Sjelle, og næstformand i Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, har tilsyneladende tilsluttet sig Rønn-doktrinen.

»De enkelte forslag tager vi stilling til i forhandlingslokalet og ikke gennem pressen,« siger Helle Sjelle.

»Jeg vil ikke bidrage til en skyttegravskrig, hvor vi står og skyder på hinanden og fastgør fronterne endnu mere. Vi tager udgangspunkt i den aftale, vi har indgået med regeringen, men lytter selvfølgelig til, hvad Ny Alliance har at sige,« lyder det fra Peter Skaarup.

Og Naser Khader er optimist. Flere i Ny Alliance har over for Berlingske Tidende beskrevet, at man har fået klare signaler fra regeringen om, at man er åbne for forhandlinger på dette område, og Naser Khader henviser til integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs kun et år gamle kronik i Berlingske Tidende, hvor hun blandt andet skriver, at »irakernes manglende opholdsgrundlag forhindrer ikke, at vi kan give dem en chance for at vise, at de kan forsørge sig selv - fremfor at sidde og glo ind i væggen.«

»Det er bare det, vi vil. Ikke andet,« siger Naser Khader med et smil på læben.