Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Khader og Samuelsen i opgør om NA-fortid

Partistifter Anders Samuelsen tror ikke på Naser Khader, når han fortæller, at en hemmelig person blev tilbudt lederposten af Ny Alliance.

Anders Samuelsen gør nu op med historien om, at en hemmelig person blev tilbudt lederskabet af Ny Alliance fra partiets begyndelse.

Partistifter Naser Khader udtalte i et interview efter nytår, at det slet ikke var meningen, at han skulle være leder af det nu skrinlagte parti, men at en helt fjerde person blev tilbudt lederposten. Ifølge Khader orienterede han både medstifterne Gitte Seeberg og Anders Samuelsen om sit møde med den hemmelige person, der valgte at takke nej til tilbuddet. Men den fortælling gør Anders Samuelsen nu op med. Han afviser, at han nogensinde er blevet orienteret om den fjerde person.

- Aldrig. Spørgsmålet er også, om det er rigtigt. Det kan man jo altid slynge ud. Jeg tvivler på, at det er rigtigt. Ellers ville jeg have hørt om det. Vi var så tæt på hinanden på det tidspunkt, så det ville han (Naser Khader, red.) have fortalt mig om, siger Anders Samuelsen til Ritzau.

Dermed taler enten Naser Khader eller Anders Samuelsen usandt om situationen.

Naser Khader gav den 8. januar et videointerview til Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor han forklarede, at han oprindeligt havde planer om at overlade lederskabet i Ny Alliance til en fjerde person.

- En helt konkret person fik faktisk tilbuddet: Vil du med, så kan du blive leder med det samme, fortalte Naser Khader til jp.tv.

Han ønskede ikke at afsløre, hvilken person det drejede sig om.

/ritzau/