Sidste år faldt antallet af ledige på supplerende dagpenge langt mere end den samlede ledighed, viser notat fra A-Kassernes Samvirke.
27. februar 2008, 12:21
Regeringen behøver ikke gribe ind mod ledige på supplerende dagpenge, da antallet af dem styrtdykkede i 2007.
Det siger sekretariatschef Torben Dam Jensen fra A-Kassernes Samvirke til Ritzau.
Han henviser til et notat fra AK-Samvirke. Det viser, at den samlede ledighed faldt fra november 2006 til november 2007 med 33,9 procent, mens ledige på supplerende dagpenge faldt med 44,3 procent. Det er modsat regeringens notat fra januar om, at ledige på supplerende dagpenge steg 19 procent fra 1999 til 2006, mens ledigheden samtidig faldt med 24 procent.
Det stoppede i 2007, da ledige på supplerende dagpenge skulle til rådighedssamtaler hvert kvartal, siger han.
- Der er sket et afgørende skift i 2007, da kurven knækkede næsten fuldstændig lodret nedad. Det har klar sammenhæng med, at A-kasserne har ændret rådighedsvurderingerne, mener Torben Dam Jensen.
/ritzau/
































