Højere skatter er det sidste, vi har brug for selv om kasserne er tomme, lyder advarslen fra De Konservative til Socialdemokraterne.
7. juli 2009, 14:14
S-leder Helle Thorning-Schmidts plan om at opkræve mere i skat er gift for dansk økonomi midt i krisen, mener De Konservatives skatteordfører, Mike Legarth.
- Det er den værst tænkelige medicin mod den krise, vi er i. Vi har jo netop gennemført skattelettelser for at give danskerne flere penge mellem hænderne, som skal give dem tryghed og optimisme og få dem til at forbruge mere. Men vi har også givet skattelettelser for at styrke erhvervslivet og deres konkurrenceevne for at bevare så mange arbejdspladser som muligt, siger Mike Legarth.
Regeringen har meldt ud, at nye offentlige investeringer vil ske for lånte penge, men selvom kasserne er tomme, så fastholder Mike Legarth, at højere skat vil fjerne incitamentet til at arbejde mere.
I et interview med Ritzau siger Helle Thorning-Schmidt samtidig, at der er behov for mådehold og prioriteringer i velfærden. Der er Mike Legarth derimod enig.
- Men det er jo et skønmaleri, for vi hører jo altid det stik modsatte fra socialisterne. De forsøger jo altid at overgå det, vi andre mener er det rigtige, siger han.
/ritzau/


































