Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

K: S og SF holder vælgerne for nar

Lene Espersen (K) er i modsætning til Venstres kommuneformand ikke imponeret af S og SF's nye kommuneudspil.

Med en ufinansieret gaveregn til kommunerne beviser Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal endnu en gang, at deres eneste opskrift på en vej ud af krisen er at bruge flere skattekroner.

Det konkluderer de konservatives partiformand Lene Espersen, efter at S og SF i et fælles udspil lover kommunerne mere frihed og flere penge til at løse deres opgaver.

Mens regeringen har bebudet nulvækst, lægger de to partier op til en kommunal realvækst på 1,8 procent og lover kommunerne at indfri en række løfter, hvis de vinder regeringsmagten.

- Enhver borger, der har fulgt debatten de seneste måneder, ved, at der er brug for en ansvarlig økonomisk politik.På samme dag som kommunerne mødes til topmøde i Aalborg, kommer S og SF så med en række gyldne løfter til kommunerne, men partierne vil ikke pege på, hvor pengene skal komme fra. Hvordan skal borgerne forholde sig til sådan en ufinansieret gaveregn. Det er at holde både vælgerne og de delegerede på KL's landsmøde for nar, siger Lene Espersen.

Samtidig hæfter hun sig ved, at S og SF nu er parate til yderligere skattestigninger.

- Da partierne i efteråret præsenterede deres fælles udspil Fair Forandring, der indeholdt en række skattestigninger, lovede Helle Thorning og Villy Søvndal, at det var de skattestigninger, som danskerne kunne vente. Nu kan jeg forstå, at de allerede er klar til yderligere skattestigninger. Det er ikke den form for ytryg politik, som vi har brug for i Danmark. Tværtimod, siger Lene Espersen.

Socialdemokraterne vil heller ikke længere stille krav til kommunerne om, at de skal sætte kommunale opgaver i udbud, påpeger Lene Espersen.

- I dag skal kommunerne sende 26,5 procent af deres opgaver ud i fri konkurrence. Og flere udbud er netop en måde at sikre, at borgerne får den bedste kommunale service til den bedste pris, siger Lene Espersen.