Regeringen må sammen med borgerne selv til lommerne for at opgradere de danske kloakker til store regnskyl, lyder det fra de Konservatives klimaordfører.
18. august 2010, 09:30
Presset vokser på regeringen for at gribe ind og sikre, at de danske kloakker dimensioneres til at klare monsterregnskyl, som det der ramte Sjælland lørdag aften.
De Konservatives klimaordfører, Jakob Axel Nielsen, vil have regeringen til at lægge en renoveringsplan sammen med kommunerne.
- Regeringen må på banen og sætte sig for bordenden for at diskutere, hvordan man håndterer den her situation, siger Jakob Axel Nielsen.
Læs også: »Vi blev angrebet fra to sider«
Staten kommer også til at betale en del af regningen sammen med boligejerne selv. Selvom kloakkerne formelt er kommunerne ansvar, så har de ikke råd til at løse problemet, fastslår Jakob Axel Nielsen.
- Der er over 100 års efterslæb på vedligeholdelse af vores kloakker. De er ikke dimensioneret til de regnmængder, vi ser. Derfor er der selvfølgelig et problem, der skal drøftes, og der er ikke så meget hokus-pokus: Enten skal kommunerne betale - og det kan de ikke - eller også så skal staten betale. Eller også skal det være en kombination mellem, at staten betaler og brugerbetaling, siger Jakob Axel Nielsen.
- Politisk og forhandlingstaktisk er det nok lidt dumt at gå ud og sige, at staten betaler, men det er nok sådan, det ender, i kombination med øget brugerbetaling, konkluderer han.
Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, efterlyser i Berlingske Tidende i dag også, at regeringen sætter sig sammen med kommunerne for at løse problemet.

































