Finansminister Lars Løkke Rasmussen møder modstand fra de borgerliges egne rækker. 18 K-lokalformænd siger, at Løkke ikke egner sig som statsminister. Mange i både K og DFs bagland mener, at han skal tilbagebetale 150.000 kr. for sin taxikørsel.
20. maj 2008, 21:45 – opdateret 20. maj 2008, 22:03
Lars Løkke Rasmussens (V) bilagsproblemer er vokset til et omfang, der diskvalificerer ham til at afløse Anders Fogh (V) som statsminister. Sådan lyder det nu fra 18 konservative lokalformænd i en rundspørge, som Berlingske Research har foretaget.
På spørgsmålet: »Hvis Anders Fogh Rasmussen får et topjob i udlandet, mener du så, at Lars Løkke Rasmussen er egnet til at afløse ham som statsminister?«, svarer 16 af de K-lokalformænd, som har besvaret rundspørgen, ja. 18 mener ikke, at Lars Løkke er egnet, mens 13 ikke kan/vil tage stilling til spørgsmålet.
De Konservatives lokalformand i Tønder Niels Chr. Winum, mener ikke, at Løkke er den rette til at afløse Fogh.
»Hvis du skal have et job som øverste leder af et land, så skal du være fuldstændig pletfri. Det er Løkke ikke. Han har sløset for meget, og det diskvalificerer ham. Bilagsrodet vil følge Lars Løkke i meget lang tid. Selv om Løkke ikke har gjort noget for egen vindings skyld, så vil sagen følge ham i mange år frem,« siger Niels Chr. Winum.
K-Lokalformand i Ringkjøbing-Skjern Kommune Karl Højhus Jeppesen advarer om, at den borgerlige regering kan tabe magten til Socialdemokraterne, hvis Løkke bliver statsminister.
»Hvis snakken om bilagene kommer til at dominere næste valgkamp, er der risiko for, at VKO-flertallet smuldrer. Jeg har ikke noget imod Lars Løkke, men befolkningen vil ikke acceptere det,« Karl Højhus Jeppesen med henvisning til de seneste måneders oprulning af Lars Løkke bilagsrod.
Finn Von Bülow, K-lokalformand i Køge, mener Løkke har diskvalificeret sig selv: »Som statsminister skal man ikke have så mange lig i lasten. Og der er andre ministre, der har måttet gå efter mindre sager. Ganske vist er der ikke noget i bilagssagen, der har været bevidst ulovligt, men jeg synes, at der har været så mange kritisable ting med Lars Løkke gennem de sidste ti år, at det ikke er en person, jeg ønsker skal være statsminister i Danmark.«
I alt har Berlingske Research været i kontakt med 47 ud af de Konservatives 98 lokalformænd – samt adskillige lokalformænd i V og DF.
I V er der fire lokalformænd ud af de 39, der har svaret, som finder Løkke uegnet som statsminister, mens der DF-baglandet er fem ud af de 32, der har deltaget, der dumper Løkke.
Taxa-kørsel
Bilagssagen kulminerede søndag aften, da en række eksperter i DRs 21 Søndag fastslog, at finansministeren bør betale 148.000 kr. tilbage. Beløbet svarer til den taxakørsel Lars Løkke havde som amtsborgmester, hvor han ikke har angivet formålet med kørslen. Holdningen om, at Løkke skal tilbagebetale 148.000 kr., hvis han ikke kan dokumentere, at de mange køreture har haft relation til hans arbejde i amtet, trives også langt ind i både K og DFs bagland.
34 af DF-lokalformændene har svaret, hvilket er lidt under en tredjedel af partiets lokalformænd. 13 af dem mener, at Lars Løkke skal betale tilbage, ni mener det ikke, mens 12 DF-lokalformænd ikke kan/vil svare på spørgsmålet.
Blandt de 48 K-lokalformænd, er det 22, som vil have Løkke til at tilbagebetale de knap 150.000 taxakroner. 13 ser ikke noget behov, mens andre 13 ikke svarer.
Berlingske Research: Filip Soos og Anders Wykow Hansen


































