K banket tilbage til 1990erne

De Konservative får den dårligste Gallup-måling i over ti år. En kendt kernevælger opfordrer Lene Espersen til at gå.

De Konservatives nedtur i meningsmålingerne fortsætter. Efter en periode med kontroversielle solomeldinger om brugerbetaling, folkepension og skattelettelser får de Konservative opbakning fra 7,3 procent af vælgerne i en ny måling fra Gallup. Dermed skal man tilbage til 1999, da Bendt Bendtsen overtog et parti truet af opløsning, for at finde en dårligere konservativ Gallup-måling.

Politisk ordfører Henriette Kjær (K) erkender åbent, at der kan være en sammenhæng mellem den konservative præsentation af de skarpe synspunkter og tilbagegangen.

»Det kan godt være, at kommunikationen ikke har været helt klar, og det har forvirret eller irriteret nogle vælgere, at vi på den måde har markeret nogle skarpe synspunkter. Det er klart, at når vi er gået så meget tilbage og bliver ved med at gøre det, så må man jo tage alt op til revision,« siger Henriette Kjær, der lægger op til en stærkere understregning af det fælles projekt med Venstre og Dansk Folkeparti.

»Vi er forskellige partier, der må give hinanden plads til at have holdninger, der ikke lige er regeringens holdninger, men hvis det kommer ind i en kontekst med, at nu er der slinger, og det ikke tiltaler vælgerne, så er det muligt, at man skal fokusere lidt mere på de fælles projekter,« siger Henriette Kjær.

Det er partileder Lene Espersen og justitsminister Lars Barfoed, der har efterlyst opgør med velfærdsstaten, som vi kender den, mens tidligere partiformand Bendt Bendtsen fra Bruxelles har foreslået at tage folkepensionen fra de rigeste pensionister. Det har mødt afvisning fra Venstre og vrede fra Dansk Folkeparti. Men ifølge Henriette Kjær er budskaberne blevet udlagt som afledningsmanøvrer efter den voldsomme kritik af, at Lene Espersen i marts meldte afbud til et arktisk møde med bl.a. USAs udenrigsminister, Hillary Clinton, for at tage på solferie med familien. Nu skal opskriften hedde »konservativ classic«.

»Det vil sige, at vi kommer tilbage til vores konservative rødder og præsenterer vælgerne for traditionel konservativ politik, så vi ikke kaster os ud i nye projekter. Det tror jeg ikke tiden er til,« siger hun.

Kernevælgerflugt

Ifølge politisk kommentator Niels Krause Kjær er de Konservative truet af kernevælgerflugt - som de var det i 1999. »Man kan roligt kalde det en historisk konservativ krise. Dem, der forsvinder lige nu - og det var også, hvad man så for 10-13 år siden - er kernetropperne. Det er dem, man normalt ville kunne vække klokken tre om natten med et baseballbat, og så vil de sige, at de stemmer konservativt,« siger Niels Krause Kjær, der var konservativ pressechef i 1990erne,

En af de konservative kernevælgere er den 75-årige tidligere chef for Forsvarets Operative Styrker Keld Hillingsø, der med en enkelt undtagelse har stemt konservativt, siden han fik stemmeret. Det vil han gøre igen, men han mener, at det vil være bedst, hvis Lene Espersen trækker sig oven på sagen om mødet i Canada i det såkaldte Arctic Five.

»Jeg mener, at politikken grundlæggende er rigtig, men jeg mener bare, at der er begået en fejltagelse, som er uoprettelig,« siger Hillingsø.

Det var et parti martret af års magtkampe, der i august 1999 valgte Bendt Bendtsen som formand. Med sølle seks procents opbakning i en Gallup-måling. Så ringe, at de Konservative måtte overveje at holde sig helt ude af en VK-regering, forklarede Bendt Bendtsen efter at have fået hele folketingsgruppens opbakning som ny leder. Lene Espersen fik på samme gruppemøde opbakning som politisk ordfører. Dog uden selv at være til stede. Hun var ironisk nok på bryllupsrejse i Los Angeles.