Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

K-bagland accepterer udskudt topskattelettelse

Et flertal i det Konservative bagland mener, det er en god idé at udskyde den planlagte forhøjelse af topskattegrænsen med to år.

Den Konservative formand Lene Espersen får ikke umiddelbart sit bagland på nakken, efter regeringen onsdag besluttede at udskyde den planlagte forhøjelse beløbsgrænsen for, hvornår der skal betales topskat. I stedet for som planlagt i 2011 bliver det først i 2013, at topskattegræsen bliver hævet fra cirka 390.000 til 409.000 kr.

66 procent af de Konservative lokalformænd mener, udskydelsen er en god idé, mens kun 26 procent undsiger regeringens beslutning, hvor godt halvdelen af partiets lokalformænd har deltaget.

- Vi er en i svær økonomisk situation i øjeblikket, og derfor er vi nødt til at yde et bidrag  allesammen. Det gælder også topskatteyderne. Så hvis en udskydelse af den højere beløsgrænse er nødvendig for at bringe Danmark på fode igen, er der ingen vej uden om, siger lokalformand i Middelfart, Flemming Hansen.

Lokalformand i Holbæk Michael Møller mener regeringen udviser mod og ansvarlighed:

- Det er et godt signal at sende, at topskatteyderne også skal holde for. Vi skal alle spænde livremmen ind.

Formand for de Konservative i København Andreas Boisen, er dog stærkt imod beslutningen.

- Det er en dårlig ide, når man netop havde stillet vælgerne i udsigt, at topskattegrænsen ville blive forhøjet. Dermed har danskerne jo indrettet deres økonomi efter, at der vil være en skattelettelse på vej, siger Andreas Boisen, der i stedet efterlyser arbejdsmarkedsreformer.

Lokalformand i Vejle Jan Holdt Matthiesen mener regeringens beslutning savner logik.

- Når regeringen tidligere har sænket topskatten ud fra et økonomisk argument om at det vil tiltrække mere arbejdskraft til Danmark og få folk til at arbejde noget mere, så er det da mærkeligt, at lave det om igen, fordi man mangler penge i kassen. Det hænger ikke sammen, siger han.

Lene Espersen erkendte da også på gårsdagens pressemøde, at beslutningen ikke var nem.

- Men hvis alternativet til at køre nemme løsninger er at være økonomisk uansvarlig, så vil jeg hellere være økonomisk ansvarlig og gennemføre det nødvendige, end at forsvare ting, man synes måske er gode, men som der simpelthen ikke er plads til, hvis tingene skal hænge sammen, sagde K-formanden.

Så sent som i marts afviste den konservative skatteordfører Mike Legarth ellers oppositionens forslag om, at udskyde den planlagte topskattelettelse:

- Med den skattereform, vi har vedtaget, får vi råd til at sikre velfærd og omsorg i fremtiden. Derfor kan der selvfølgelig ikke blive tale om at udskyde næste års skattelettelse.