Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Jespersen tavs om reprimande fra Fogh

Karen Jespersen vil ikke forholde sig til statsministerens kritik af hendes offentlige skænderier med Birthe Rønn Hornbech.

Velfærdsminister Karen Jespersen (V) vil ikke udtale sig om den kraftige kritik, som statsministeren har rettet mod hende og partifællen Birthe Rønn Hornbech for at ligge i åben skyttegravskrig i pressen.

- Jeg har ikke flere kommentarer, sagde Karen Jespersen til en sammenstimlet hob af journalister og kameramænd foran Venstres gruppeværelse, før hun gik ind i Folketingssalen med en hale af Venstrefolk efter sig.

På sit pressemøde tirsdag satte Anders Fogh Rasmussen ellers de stridende ministre eftertrykkeligt på plads.

- Jeg har talt med velfærdsministeren og integrationsministeren og gjort det klart, at regeringen fungerer som et kollektiv, og at en minister udtaler sig på den samlede regerings vegne. Derfor er det uacceptabelt at kaste sig ud i offentlige skænderier, der skaber usikkerhed om regeringens politik, siger statsministeren.

Stridens kerne er en rapport, som er under udarbejdelse i Integrationsministeriet. I 40 punkter opstilles her en handlingsplan for, hvordan man håndtere ekstremistiske muslimer, hvor dialog er et af nøgleordene.

/ritzau/