Simon Emil Ammitzbøll smækker med døren hos de Radikale: »Margrethe Vestager er ikke en god leder.«
13. oktober 2008, 22:30
Det er ikke kun Simon Emil Ammitzbøll, der er utilfreds med Margrethe Vestagers ledelse af de Radikale. Mistilliden trives også andre steder i R-gruppen. Det hævder Ammitzbøll selv, der i protest mod Vestager netop har meldt sig ud af de Radikale for at blive løsgænger.
»Jeg synes ikke, at Margrethe Vestager er en god leder for Det Radikale Venstre. Den manglende tillid, jeg har til Margrethe, er hovedårsagen til, at jeg har forladt partiet,« siger Simon Emil Ammitzbøll, der for alvor varmede op under Det Radikale Venstres landsmøde i oktober ved et par dage før at indrykke en kronik i Berlingske Tidende.
Her anklagede han Vestager for »forræderi« mod partiets egne principper og for at være skyld i de Radikales katastrofevalg, da hun i valgkampen suspenderede modstanden mod 24-årsreglen. Efterfølgende gik Simon Emil Ammitzbølls normale allierede som bla. miljøordfører Johs. Poulsen dog ud og kritiserede Ammitzbøll for at optræde »umodent« med sit angreb på Vestager.
Men bag kulisserne har der ikke manglet opbakning fra gruppefællerne, hævder Ammitzbøll.
Du står jo meget alene med din kritik i den radikale gruppe?
»Sådan opfatter jeg det ikke.«
Hvordan kan du opfatte det anderledes?
»Det må du selv regne dig frem til.«
Men de der normalt støtter dig, var jo ude og tage afstand fra dit angreb på Vestager?
»Vel ikke alle sammen.«
Så du mener, at du efter at have kritiseret Vestager i kronikken har fået opbakning fra gruppefæller?
»Det har jeg bestemt. Men jeg vil ikke sige, hvor mange det drejer sig om. Nu må de jo selv komme frem af hullerne,« lyder det fra Ammitzbøll, der dog stadig må kigge langt efter offentlig opbakning fra gruppefællerne.
På spørgsmålet om han er enig i Simon Emil Ammitzbølls anklage om, at Vestager ikke er en god leder, svarer Johs. Poulsen: »Det vil jeg af indlysende grunde ikke diskutere i pressen. Det diskuterer vi internt i gruppen.«
R-veteranerne Niels Helveg Petersen og Lone Dybkjær vil ikke kommentere Ammitzbølls afgang, mens Morten Helveg Petersen i går ikke besvarede henvendelser.
Ammitzbøll kritiserer også direkte sin nu tidligere partileder for ikke at være i stand til at samle sin folketingsgruppe.
»Som leder bliver man nødt til at forene en folketingsgruppe som et team. Især når man er leder af en så lille folketingsgruppe som den radikale. Det er Vestager ikke i stand til. Det er en af de ting, som er galt med hendes lederevner.«
Emil er velkommen igen
Margrethe Vestager ønsker kun at sige, at hun beklager Simon Emils beslutning og understreger, at han altid er velkommen tilbage.
Inden det kom til det endelige brud, havde Vestager og Ammitzbøll i fredags et møde, hvor Vestager forlangte, at Ammitzbøll skulle gå ud og beklage sit hårde angreb på hende.
Den 30-årige Simon Emil Ammitzbøll vil nu bruge den kommende tid til at tænke over, om han eventuelt skal melde sig ind i et nyt parti. På forhånd udelukker han dog kun ét parti: Naser Khaders.
»Jeg vil gerne hamre en kæmpe pæl igennem rygterne om, at jeg skulle være på vej ind i Liberal Alliance. Det kommer ikke til at ske. Liberal Alliance har en udlændingepolitik, som jeg ikke er enig i. De er euro-modstandere, og de har en ultra-liberalistisk økonomisk politik, som jeg ikke deler,« siger Simon Emil Ammitzbøll, der som løsgænger betegner sig selv som en »borgerlig humanistisk fritænker i Folketinget.«


































