»Jeg har ikke afgivet nogen løfter«

Lars Løkke Rasmussen afviser at have begået løftebrud på dagpengeområdet, der rammes af spareplanen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen afviste på sit ugentlige pressemøde at regeringens spareplan rummer løftebrud på dagpengeområdet. Det sker selv om regeringen ellers netop tidligere har afvist at "røre" ved dagpengeperioden.

- Jeg har ikke afgivet nogen løfter, sagde Lars Løkke til den fremmødte presse i Spejlsalen i Statsministeriet.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen er regeringens spareplan et nødvendigt onde, der får dansk økonomi tilbage på sporet. Og hvad angår dagpengeområdet mener han ikke, den planlagte halvering fra fire til to år nærmer sig et løftebrud.

- Regeringen lever op til sin politik på det her punkt, lød det.

Den 31. maj 2007 sagde Claus Hjort Frederiksen (V) ellers til Ritzau, at området ikke ville blive berørt:

- Vi rører ikke ved dagpengeperioden, lød det.

DIN MENING: Er dagpenge det rigtige sted at spare?

Og den 11. april sidste år sagde Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, i Folketinget, at området var fredet.

- Det, vi har sagt, er, at vi ikke piller ved dagpengebeløbets størrelse, og at vi ikke piller ved dagpengeperiodens længde. Det er det, vi har sagt, og det ligger fast,! lød det.

På dagens pressemøde udtrykte Lars Løkke stor taknemmelighed over samarbejdsviljen og ansvarligheden fra støttepartiet Dansk Folkeparti.

Desuden kaldte han det ”klogt og velvalgt at samle regningen op nu” og betegnede spareplanen som ”en historisk aftale.”