Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

»Jeg bliver bedømt efter en anden standard«

Udenrigsminister Lene Espersen mener, at hun bliver bedømt efter andre standarder end tidligere udenrigsministre. For at lukke enhver kritik vil hun deltage i flere møder end sine forgængere.

Lene Espersen er tilbage fra ferie. En konstatering, der efterhånden er kontroversiel i sig selv. Mens de færreste danskere ved, hvilke lande Lene Espersen har besøgt som udenrigsminister, er de fleste klar over, at hun holdt solferie på Mallorca i marts, og at hun netop har ferieret i Italien. Begge gange har den konservative formand fravalgt internationale møder, men hvor Espersen endte med at undskylde sin udeblivelse til Arctic 5 i Canada i marts, mener hun ikke, at fravalget af EU-udenrigsministrenes julimøde kalder på samme beklagelse.

»Den her situation, mener jeg bestemt ikke, kræver den slags. Nogen har kritiseret, at jeg ikke deltog i mødet, men ud fra en saglig substans-betragtning var det rigtigt, at jeg ikke deltog, og at ministeriet kom med den indstilling. Jeg tror bare, at der er to standarder. Jeg bliver vurderet på noget andet end det, der bare er sagligt,« siger Lene Espersen.

Flere møder

Hun tager imod på sit kontor i et søndags-stille udenrigsministerium. Lene Espersen har behændigt undgået en tumultarisk lufthavnscene, som den S-formand Helle Thorning-Schmidt blev tildelt i fredags, da hun uden tøven lod sig omringe af pressefolk ved sin hjemkomst fra Frankrig. Men også Espersen formår at vise afdæmpet overskud, på trods af at hun befinder sig midt i sit livs største politiske krise.

Hvis det er sandt, at du bliver bedømt efter andre standarder end tidligere udenrigsministre, hvorfor tror du så, at det er sådan?

»Der er ingen tvivl om, at noget af det er selvforskyldt. At det var justitsministeren og ikke jeg selv, der tog til møde i Arctic 5, gav anledning til en del diskussion i løbet af foråret. Men ellers har jeg ikke andre forklaringer på, hvorfor jeg skal tage til mange flere møder end mine forgængere. Sådan er det bare,« siger Lene Espersen.

Hun afbrød faktisk sin italiensferie for at deltage i en Afghanistan-konference i Kabul, men som eneste tilmeldte toppolitiker nåede Lene Espersen ikke frem, fordi hendes fly ikke fik tilladelse til at lande. Det har ført til kritik af, at hun fløj med privatfly frem for et militærfly, der ville have fået Espersen frem i tide.

Du siger, at det ikke var din egen beslutning. Lige som dine embedsmænd ikke havde oplyst dig om, at 21 ud af 26 EU-udenrigsministre deltog i EU-mødet i juli. Får du de nødvendige oplysninger af dit embedsværk?

»De rådgiver mig fortræffeligt. Jeg er bare endt i en situation, hvor jeg bliver vurderet efter en anden standard end andre udenrigsministre er blevet. Det må Udenrigsministeriet og jeg fremover tage med i vores kalkuler, når vi vurderer, hvilke møder jeg skal deltage i,« siger hun.

Selv om hun forsvarer beslutningen om ikke at deltage i EU-mødet i juli, ærgrer hun sig over den kritik, udeblivelsen har affødt.

Et skidt billede

»Også fordi den kom, mens jeg holdt min sommerferie. Det giver et billede af, at jeg ikke tager til de møder, jeg skal tage til. Og det ærgrer jeg mig over, for jeg har arbejdet stenhårdt det her efterår på at opbygge en platform som udenrigsminister,« siger hun.

Espersen bedyrer, at hun fremover vil deltage i flere møder end sine forgængere.

»Der vil være møder, jeg deltager i, som mine forgængere ikke ville have deltaget i, netop for at undgå, at der bliver kritik. Så opmærksomheden fremover bliver rettet imod de politiske resultater,« siger Lene Espersen.

Du er vel også i en situation, hvor det er svært for dig at fravælge møder eller holde ferie?

»Uanset kritikken må det også fremover være sådan, at det er det saglige indhold, der indgår som det væsentligste element i, hvilke møder jeg deltager i. Og selvfølgelig skal jeg også holde ferie. Det er vigtigt, at man engang imellem får koblet af og ladet batterierne op. For vi skal arbejde stenhårdt hver dag, når vi er på arbejde som ministre. Og sådan skal det være,« siger Lene Espersen.