De afviste irakiske asylansøgere, der er blevet sendt tilbage til Irak i juni, mangler stadig deres bagage. Ifølge Ritzaus oplysninger holdes bagagen i Danmark.
29. juli 2009, 10:11
De seks irakere, der i juni blev hjemsendt fra Danmark til Irak, har endnu ikke fået deres bagage, selv om der nu er gået mere end en måned. De danske myndigheder opbevarer bagagen i en container i Danmark.
Irakiske Raafat har siden ankomsten til Bagdad den 25. juni boet hos en ven i provinsen Kirkuk, men sine ejendele har han ikke modtaget endnu, fortæller han til Ritzau.
- Jeg har ikke nogen penge, og mine ting, min computer, mit tøj og min mobiltelefon er i Danmark. De (de danske myndigheder, red.) sagde, at de ville sende det til mig, men jeg har ikke fået noget, siger han.
Han har efterfølgende forsøgt at ringe til den kontaktperson, som han blev tildelt af Rigspolitiet. Men det har hverken været muligt for Raafat eller Ritzau at få fat i kontaktpersonen.
Også Yousef, der har opholdt sig i Danmark siden 2001, men nu bor i Samawa i det sydlige Irak, savner sine ting fra Danmark.
- Jeg har intet fået endnu. Ikke en gang mit tøj. Jeg har brugt det samme undertøj, siden jeg tog fra Danmark, som jeg bare må vaske igen og igen, siger han i telefonen.
Han har heller ikke kunnet kontakte Rigspolitiet, men har i stedet haft kontakt til Anna Baagø fra gruppen Kirkeasyl, der hjælper de afviste irakere i Brorsons Kirke i København. Hun bekræfter over for Ritzau, at hun har været i kontakt med Yousef, og at hun har forsøgt at hjælpe ham med hans bagage ved at kontakte Rigspolitiet. Dog uden held.
Ritzau har været i kontakt med Rigspolitiet, men det er ikke lykkes at få en udtalelse om bagagen. Ifølge Ritzaus oplysninger er bagagen endnu ikke blevet sendt af sted til Irak. Rigspolitiet indsamler stadig de hjemsendtes ejendele og har dem i øjeblikket opmagasineret ved lufthavnen i Kastrup. Inden bagagen kan sætte kurs mod Mellemøsten, er det ifølge de danske myndigheder nødvendigt at fylde en container helt op, da det tilsyneladende er problematisk at få tingene gennem tolden i Irak, uden at containeren er fyldt op.
/ritzau/


































