Integrationsminister Rikke Hvilshøj smider en mindre bombe midt i overvejelserne om et nyt ministerhold: Hun vil ikke mere, og ved næste valg stopper hun helt i politik. Baggrunden er privat.
15. november 2007, 20:21 – opdateret 15. november 2007, 20:55
Midt i statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) anstrengelser med at strikke et regeringsgrundlag sammen og sætte navne på ministrene i den nye regering, trækker integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) sig fra sin omstridte post.
Rikke Hvilshøj forlader regeringen, når statsministeren i næste uge præsenterer sin nye VK-regering. I stedet vil hun være folketingsmedlem, og ved næste folketingsvalg er det så helt slut. Så stopper hun sin politiske karriere.
Årsagen er privat
Rikke Hvilshøj afviser over for Berlingske Tidende, at beslutningen har noget som helst med regeringens politik på integrationsområdet at gøre. Årsagen er kun privat.
»Det er 100 procent min egen beslutning. Den er taget for længe siden og er helt uafhængig af den politiske situation,« siger Rikke Hvilshøj.
»På et tidspunkt skal jeg også prøve noget andet. Efter næste valg er jeg omkring 40 år, og så er det tiden for mig at stoppe,« siger hun.
Rikke Hvilshøj fremhæver, at hun bakker op om regeringens nye linje i asylpolitikken. Og hun er helt enig i forslaget om, at de afviste irakiske asylansøgere med børn kan bo uden for asylcentrene.
Følges af livvagter døgnet rundt
I 2005 – fire måneder efter, at hun var udnævnt til minister – blev Rikke Hvilshøj udsat for et brandattentat hjemme på bopælen. Siden dengang har hun været fulgt af livvagter fra PET døgnet rundt.
Rikke Hvilshøj meddelte i går statsministeren sin beslutning om at forlade regeringen. Han arbejder i forvejen med en større rokade, som dog kan støde ind i problemer hos de Konservative. Her er der nemlig ikke stemning for at afgive ministerier i nævneværdig grad, og dermed kan Fogh risikere, at han må nøjes med at rokere rundt på sit eget hold. En mulighed er, hvis Fogh vælger at etablere et velfærdsministerium og giver det til Lene Espersen – i den forbindelse er det værd at bemærke, at V har tabt seks mandater i styrkeforholdet til K, som bevarede sin størrelse.
I går brugte Fogh dog størstedelen af sin tid på forhandlinger om det nye regeringsgrundlag med de Konservative. Her gentog Bendt Bendtsen, at skatten skal med, og så skal der gives én mia. kroner ekstra til Connie Hedegaards miljøministerium.
































