Den konservative partitop er stadig helt lukket for kommentarer til kritikken af udenrigsminister Lene Espersens afbud til udenrigspolitiske møder på grund af privat ferie. Spørgsmålet er, om partitoppen bakker partiformanden op.
30. juli 2010, 09:20
Et telefonopkald til Økonomi- og erhvervsministeriet, hvor Berlingske Tidende gerne ville have haft en kommentar fra Brian Mikkelsen til sagen om den konservative partiformand Lene Espersens afbud til flere udenrigspolitiske møder, gav her til morgen ikke bid.
På trods af at telefonerne i ministeriet åbner kl. 8.30, var der i dag kl. 8.43 stadig telefonsvarer på, og det var derfor ikke muligt at blive stillet igennem til ministerens kontor.
LÆS OGSÅ: Eksperter: Hvor er Brian Mikkelsen og Co.
Dermed er det tredje dag i træk, at Berlingske Tidende uden held forsøger at få en kommentar fra Brian Mikkelsen, der er næstkommanderende i Det Konservative Folkeparti og ser ud til at være gået i flyverskjul til spørgsmålet om, hvorvidt han bakker op om sin partiformand.
Heller ikke gruppeformand Henriette Kjær vil tale med pressen. I en mail sendt til hende til hende her til morgen, bliver der sendt en besked retur om, at hun er tilbage mandag den 2. august fra sin ferie og ikke læser mails.
En række politiske eksperter undrer sig i dagens udgave af Berlingske Tidende sig over den manglende opbakning fra Lene Espersens nærmeste partifæller.
- Der har været en forbavsende og larmende tavshed fra centrale aktører i Det Konservative Folkeparti. Herunder Brian Mikkelsen. Gennem de seneste dage har den eneste, der for alvor har forsøgt at tage kugler for Lene Espersen, været Naser Khader. Han har gjort det med heroisk mod. Men det er ikke nok, når der kører sådan en storm, siger Niels Krause-Kjær, politisk kommentator og tidligere pressechef for Det Konservative Folkeparti.
Heller ikke justitsminister Lars Barfoed, som tidligere har forsvaret Lene Espersens ferier, har vendt tilbage på Berlingske Tidendes henvendelser her til morgen.


































