Århus fik en letbane og Odense en kanalforbindelse. Det har skabt begejstring i de to store provinsbyer.
29. januar 2009, 19:28
Århus-borgmester Nicolai Wammen (S) er glad for, at Folketinget, som et led i den nye trafikplan, har afsat en halv milliard kroner til en letbane i Århus.
- Jeg er super glad. Et letbane vil give et kæmpe løft til miljøet og til den kollektive trafik i byen, og den vil få den samme betydning for Århus, som metroen har for København. Det er en helt nødvendig investering i infrastrukturen i Vestdanmarks hovedstad, siger Nicolai Wammen til Ritzau.
Også i Odense har trafikplanen fået smilene frem. Borgmester Jan Boye (K) er glad for de 125 millioner kroner, som byen får til en forbindelse over Odense Kanal.
- I Odense Kommune har vi jo besluttet at bygge forbindelsen lige meget, hvor meget staten vil finansiere. Så det er fantastisk, at Folketinget også kan se, at broen har værdi, og at de går ind i finansieringen. Det betyder jo, at vi nu har 125 millioner kroner ekstra til vores andre planer med for eksempel Thomas B. Thriges Gade, letbanen og den kollektive trafik i øvrigt, siger Jan Boye.
/ritzau/

































