Gade og Qureshi i Facebook-forvirring

SF-politikerne Steen Gade og Kamal Qureshi, der offentligt har beklaget deres medlemskab af en Facebook-gruppe, der kæmper mod ”DF’s besættelsesmagt”, findes stadig på gruppens side. Vi har meldt os ud, siger de.

Først gik Villy Søvndal på talerstolen ved SF’s landsmøde i Odense og sagde, af SF "ikke ville dæmonisere nogen.” Dernæst kom det frem, at folketingspolitikerne fra SF, Kamal Qureshi og Steen Gade begge havde tilmeldt sig Facebook-gruppen, ”Danmarks Løver – modstandsbevægelsen mod DF’s besættelsesmagt.” Det beklagede de to politikere søndag aften.

Men i dag står både Kamal Qureshi og Steen Gade stadig registreret som medlemmer af den kontroversielle gruppe, hvis man søger i dens medlemsskare på 32.410 mennesker.

Oplysningen undrer de to politikere, der begge meddeler, at de har meldt sig ud.

- Det burde vel være sådan at man kan komme ligeså hurtigt ud som man kan komme ind. For nu risikerer jeg jo at blive beskyldt for ikke at have gjort det, jeg har sagt. At jeg ikke har meldt mig ud af gruppen, siger Steen Gade til berlingske.dk.

Både Steen Gade og Kamal Qureshi oplyser, at de meldte sig ud af gruppen søndag, da det kom frem at den indeholdt stødende billeder af Pia Kjærsgaard. 
 
Steen Gade stod desuden frem og undskyldte offentligt.

- Jeg er træt af, at man stadig kan finde mig derinde. Det er en Facebook-fejl. Men den kan blive misforstået. Desværre.

Hvad forventer du at administratoren af siden gør nu?

- At han påtager sig en smule ansvar i den her diskussion.

Rune Engelbreth Larsen, der er stifter samt administrator af gruppen, stiller sig også uforstående overfor den kendsgerning, at de to politikere stadig er registreret som medlemmer i gruppen.

Hvordan kan det være, at de to politikere stadig står som medlemmer af gruppen?

Det må de jo vide bedst. De må spørge Facebook, for det har ikke noget som helst med os at gøre. Vi har ikke nogen interesser i at holde nogen i gruppen, hvis de ikke ønsker at være der.

Hvad vil du gøre ved det?

Jeg vil ikke gøre noget som helst ved det. Jeg kan jo ikke gøre for det. Jeg ved ikke, hvordan de her ting hænger sammen. Det er et teknisk problem. Jeg har ikke været udsat for problemstillingen før, siger Rune Engelbreth Larsen og tilføjer, at han gentagne gange har forsøgt at fjerne de to medlemmer fra gruppens side.