Fra 9 til 47.155 Facebookvenner

Folketingsmedlemmerne bruger de sociale medier vidt forskelligt. Se hvilke politikere, der har flest og færrest venner på Facebook.

Hvis folketingsmedlemmernes popularitet skal måles i antallet af venner og fans på Facebook, er SF’s formand Villy Søvndal den mest populære med 47.155 fans, mens Kim Andersen (V) skraber bunden med kun ni venner.

Det viser en opgørelse, som Berlingske Research har lavet af Folketingsmedlemmernes brug af det sociale medie Facebook.

Ud af de 179 medlemmer af Folketinget har 127 politikere oprettet en Facebookprofil, mens kun 52 politikere ikke optræder på det sociale netværk.

Et vigtigt politisk middel

Hvis man som politiker forstår at udnytte netværkets potentiale, har det stor betydning i kampen for at tiltrække vælgere, siger Trine-Maria Kristensen, cand.scient.soc og stifter af konsulentvirksomheden Socialsquare, der hjælper organisationer til at begå sig på det sociale internet.

- Når en vælger vakler mellem to kandidater op mod et valg, tror jeg, det kan have stor betydning for, hvem man stemmer på, om politikere er aktive på Facebook eller ej, siger hun.

Facebook er nemlig et godt redskab for både politikerne og vælgerne til at drøfte de mærkesager, man interesserer sig for, forklarer Trine-Maria Kristensen:

- Det er et forum, hvor vælgerne fornemmer, at de er tætte på politikeren og bliver hørt. Samtidig kan folketingsmedlemmer bruge siden til at drøfte deres meninger med helt almindelige mennesker, hvilket er sundt, fordi de ofte har så travlt i hverdagen, at de mest er omgivet af andre politikere.

Facebook bør bruges aktivt

Der er stor forskel på, hvor meget de danske folketingsmedlemmer bruger Facebook.

Og alt efter, om man bruger siden aktivt eller ej, er siden mere eller mindre værd som politisk middel, ifølge Trine-Maria Kristensen.

- Når politikere bruger facebook aktivt, er det et fantastisk redskab til at være i dialog med - og komme tæt på - vælgerne. Men nogle politikere får slet ikke det maksimale ud af siden. De opretter en profil, men bruger den stort set ikke. Og så er den ikke meget værd, siger hun.

Villy Søvndal (SF) og Søren Pind (V) er blandt de politikere, som oftest lufter deres politiske meninger på internetsiden.

Eksempelvis skrev Villy Søvndal i sidste uge følgende opdatering på sin profil, 16.marts 2010 kl.15.47:

Nu vil en række kommuner proppe mere end 28 elever ind i klasserne i folkeskolen. Det du'r ikke! I en tid med sorte skyer over dansk økonomi, bør en ubetinget styrkelse af folkeskolen være en selvfølge for en ansvarlig regering.

Det har 984 af hans facebookfans tilkendegivet, at de ”synes godt om.”

"Velkommen til Facebook"

I modsatte grøft finder vi en politiker som venstremanden Kim Andersen, der kun har ni facebookvenner, som blandt andet tæller hans familie.

Den nyeste besked på hans facebookside er skrevet 4.november 2009 kl.20.55 af hans datter, der ønsker ham ”velkommen til facebook”.

Obs. Berlingske Research har indsamlet data fra politkernes Facebookprofiler fredag den 19. marts 2010 i tidsrummet 10:00-14:00, hvorfor enkelte data kan være ændret siden.

Du kan gå på opdagelse alle data fra undersøgelsen for 10 kr: Berlingske Tidendes INFOshop