Venstre og Konservatives gruppeformænd udtaler sig nu modstridende i forhold til om der skal holdes et nyt forsoningsmøde mellem Jakob Axel Nielsen (K) og Preben Rudiengaard (V).
13. januar 2009, 16:18 – opdateret 13. januar 2009, 16:38
Føljetonen om den Konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsens ordkrig med Venstres Preben Rudiengaard fortsætter.
Efter Preben Rudiengaard i dagevis har beskyldt Jakob Axel Nielsen for at mangle visioner på sundhedsområdet, og sundhedsministeren har svaret hårdt tilbage, skulle de to kamphaner have sluttet fred på et forsoningsmøde i dag på V-gruppeformand Hans Chr. Schmidts kontor. Rudiengaard mødte op, men det gjorde sundhedsministeren ikke. Mødet var aflyst, fik den overraskede Rudiengaard at vide.
Gennem sin pressechef oplyser sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, at mødet blev aflyst, fordi statsministeren havde sat sagen så meget på plads, at der ikke var behov for noget møde. Men nu oplyser V-gruppeformanden, at der alligevel skal holdes et nyt forsoningsmøde i stedet for det aflyste.
- Vi har aftalt at udskyde det møde, hvor vi skulle snakke tingene igennem. Det holder vi en anden dag, siger Hans Chr. Schmidt.
Men jeg har lige fået at vide i Sundhedsministeriet, at det er aflyst, fordi statsministeren havde sat sagen så meget på plads, at der slet ikke er behov for noget møde!
- Det ved jeg slet ikke noget om det der. Jeg og den konservative gruppeformand Henriette Kjær er bare blevet enige om at udskyde det, siger Hans Chr. Schmidt.
Hvorfor blev det udskudt?
- Det ved jeg ikke. Kan du ikke prøve at spørge Henriette Kjær om det, siger Venstres gruppeformand.
- Spørg Henriette Kjær
Det prøver Berlingske.dk så:
- Det er Henriette!
Hvorfor aflyste I forsoningsmødet?
- Fordi vi ikke syntes, at der var behov for noget forsoningsmøde. Det blev aftalt fredag morgen, da Rudiengaard kom med sin kritik. Men efterfølgende har Venstres politiske ordfører Inger Støjberg og statsministeren været ude og bakke Jakob Axel nok . Så vi mener ikke, at der er behov for noget forsoningsmøde. Det var lige dramatisk nok, siger Henriette Kjær.
Men jeg har lige snakket med Hans Chr. Schmidt, som siger at I bare er blevet enige om at udskyde mødet til en anden dag?
- Det vil jeg så ikke kalde et forsoningsmøde. Men jeg er indstillet på, at vi skal have et møde, hvor vi diskuterer sundhedspolitik. Men det skal ikke være med Tv-kameraer oppe i snuden. Så det bliver en stille og rolig dag uden journalister.
Så I aflyste mødet for at undgå mediefokus?
- Nej, ikke alene af den grund. Hvis der var behov for mødet, så holdt vi det selvfølgelig. Men trådene er blevet redet ud.
Så der skal være et møde med kamphanerne en anden dag?
- Jeg betragter altså ikke sundhedsministeren som en kamphane. Det var jo ham, der fik en i mellemgulvet.
Han slog nu også fra sig (ved at kalde Rudiengaard en ”enkeltsagspolitiker” som kun går op i egoistisk selvprofilering, red.)?
- Jae.
Men lige for at få det gjort klart: Skal der være et nyt møde?
- Jeg vil simpelthen ikke inddrage pressen i, hvilke møder vi holder, fastslår Henriette Kjær.


































