Forsvarsminister: Danmark får ros af Gates

Danmarks nye forsvarsminister har været i Pentagon, hvor hun har forsikret USAs forsvarsminister, Robert Gates, om, at dansk udenrigspolitik vil være den samme.

WASHINGTON: For en uge blev Gitte Lillelund Bech udnævnt til forsvarsminister - og hun blev kastet lige ind i ilden, som man siger i militæret: Torsdag mødtes hun nemlig med USAs forsvarsminister, Robert Gates, i Pentagon i Washington DC.

Det blev et varmt møde mellem verdens mægtigste supermagt og en af dens mest loyale allierede. Danmark har siden terrorangrebet på USA den 11. september 2001 sammen med en håndfuld andre nationer stået last og brast med først George W. Bush og siden Barack Obama - fra begyndelsen i såvel Afghanistan som Irak.

Umiddelbart efter mødet talte Berlingske Tidende med forsvarsminister Lillelund Bech om indholdet af mødet med Gates. Her er uddrag af interviewet:

Hvilket budskab havde du med til mødet?

- Jeg ville gøre det klart, at selv om Danmark nu har en ny forsvarsminister, ja, så har vi præcist den samme politik.

Kom der nogen særlig melding fra Gates?

- Det var et rigtigt godt møde med forsvarsminister Gates, som gav masser af ros til Danmark for vores indsats i Afghanistan. Han var meget tilfreds med den indsats, som danske tropper udfører i Helmand-provinsen - både militært og civilt.

Men hvorfor roser han egentlig? Indtil den amerikansk-ledede offensiv i de seneste uger er det jo ikke gået særligt godt for alliancen i Helmand?

- Så enkelt kan man ikke stille det op. Gates understregede, at den måde, som Danmark griber opgaven an på - både militært og civil - er et eksempel til efterfølgelse for andre nationer. Han sagde faktisk, at vi gør det væsentligt bedre end andre i alliancen.

Berlingske Tidende afslørede i weekenden, at USA ad bagvejen havde anmodet Danmark om også at overtage de forpligtelser, som Holland snart forlader i Afghanistan, men at den danske regering havde sagt nej. Blev emnet rejst i dag?

- Nej, Danmark havde jo sagt nej, så det blev ikke bragt op.

Ville du ikke gerne som ny forsvarsministeriet have været kommet til Pentagon med et løfte om, at Danmark var parat til en endnu større opgave?

- Jeg synes, at vi skal huske på, at vores udgangspunkt er Helmand-provinsen - og at vi gør det godt der, så det bør vi koncentrere os om. Hvis vi i øvrigt skulle overtage Hollands opgave, så skulle vi stille med 2.000 tropper - og det har vi ganske enkelt ikke kapacitet til. Vi kan ikke forpligte os til at sende flere end de 750 soldater, vi nu har i Afghanistan.

Så Danmarks bidrag til krigen mod terror og til præsident Obamas ønske om flere tropper i Afghanistan stopper ved præcist de 750 soldater, vi har i dag?

- Jeg er fuldt ud tilfreds med det nuværende antal - og jeg vil gerne minde om, at Danmark også gør en meget stor indsats på det civile område, hvor vi er massivt tilstede i den civile genopbygning. Vores ambassade i Kabul er nu den tredjestørste, som vi har overhovedet - og det siger også en del om, hvor meget vi satser på det felt. Den indsats bliver også værdsat af USA.

Robert Gates og du talte også om NATOs nye strategiske koncept, som er under udarbejdelse i disse måneder. Sidste uge understregede udenrigsminister Hillary Clinton, at USA finder det rimeligt, at de europæiske NATO-lande i den forbindelse øger dets udgifter til forsvaret. Er du indstillet på at imødekomme det ønske?

- Gates braget ikke emnet op, men lad mig også minde om, at vi faktisk ved det seneste forsvarsforlig, som blev indgået for tre-kvart år siden, faktisk lod forsvarsudgifterne stige - selv om vi stod midt i en svær økonomisk tid.

Men de danske udgifter er dog stadig små i forhold til USA?

- Til gengæld fremhæves Danmark som en af de allierede, der hurtigst er omstillet til at kunne udsende soldater hurtigt til nye kriser og krige. Det er ganske godt.