Asylansøgere tager skade af at vente mere end to år på et asylcenter, viser både dansk og udenlandsk forskning. Helt ny forskning peger på kun ét år.
17. januar 2008, 22:30
Dansk og international forskning peger i samme retning. To års ophold på et asylcenter er maksimum, før beboerne tager psykisk skade.
Udenlandske undersøgelser af både australske og hollandske asylansøgeres helbred viser en markant forværring af deres psykiske helbred efter 2 år. I Danmark undersøgte Socialforskningsinstituttet (SFI) i 2006 asylbørns livsvilkår, og 13 ud af 14 tilfældigt udvalgte asylansøgerfamilier fik alvorlige psykiske lidelser som depression, selvmordstanker, angst, smerter og søvnproblemer efter to år.
Markante forskelle
Forskerne Marie Nørredam og Signe Smith Nielsen fra Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet står bag en helt ny undersøgelse af, hvornår 246 asylbørn på de danske asylcentre udvikler symptomer på psykisk sygdom. Foreløbige resultater viser markante forskelle på børn med mindre end ét år og mere end et års ophold på et asylcenter. Efter et år er væsentligt flere børn psykisk syge, og det får de to forskere til at advare mod regeringens asylaftale.
»Mere end ét år på et asylcenter er uacceptabelt for børnene i lyset af de sundhedsmæssige konsekvenser,« siger Signe Smith Nielsen til Berlingske Tidende.
Regeringens nye aftale giver afviste asylansøgere fra udvalgte lande lov til at flytte ud af asylcentrene efter omtrent fire år. Først mellem ni måneder og et år på at få afslag på asyl og derefter tre år, som er grænsen, der blev sat i aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti onsdag aften.
Boligerne skal administreres af Dansk Røde Kors, der venter på at få den økonomiske ramme for boligerne og listen over de familier, som aftalen gælder for. Derefter skal alle berørte familier til samtale og sige enten ja eller nej til tilbuddet.
Det bliver også Dansk Røde Kors, der skal tage samtalerne med familierne. De har kontakten i dagligdagen, og asylchef Jørgen Chemnitz har også talt for en grænse for opholdet i asylcentrene. Mellem et og to år er maksimum.
»Efter den tid trænger problemerne sig på, og det mentale helbred begynder at vakle,« siger Jørgen Chemnitz.
Pia C. undrer sig
Løsgænger i Folketinget Pia Christmas-Møller vil ikke forholde sig til den nye undersøgelse, Men hun siger til Berlingske Tidende:
»Med hensyn til de tre år (grænsen efter afslaget på asyl, red.), kan jeg konstatere, at der er stærk lægefaglig bekymring for, om det er et kriterium, der er hensigtsmæssigt, hvis man vil undgå, at disse mennesker bliver ødelagt. Røde Kors har også selv peget på de tre år, så der ligger ting i dette forlig, som jeg ikke kan blive klog på.«
De 246 asylbørn i de to danske forskeres undersøgelse er de samme børn, som var med i undersøgelsen, der blev offentliggjort umiddelbart inden udskrivningen af folketingsvalget i 2007. Den viste, at 35 procent af børnene på de danske asylcentre er psykisk syge og var for alvor med til at bringe diskussionen om en ny asylaftale på banen.
































