På et tidspunkt vil regeringen gøre op med de fire danske EU-forbehold. Dermed går Danmark imod tendensen i Europa. Fogh får bedre chancer for EU-toppost.
22. november 2007, 15:37
Regeringsgrundlaget forudser på et endnu uvist tidspunkt et opgør med de fire danske forbehold mod EU-samarbejdet, og i europæisk sammenhæng er det et ganske opsigtsvækkende budskab.
Det siger Sebastian Kurpas, analytiker ved tænketanken Centre for European Policy Studies, Ceps, i Bruxelles.
- Sker det, vil Danmark i givet fald gå imod tendensen i Europa. Tendensen er netop, at medlemslande til- og fravælger deres deltagelse. Et EU a la carte om man vil, siger Kurpas.
Hvis det lykkes statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) at slippe af med et eller flere EU-forbehold, kan han samtidig tage et skridt hen imod en europæisk toppost til sig selv.
Det kunne være posten som permanent EU-formand, eller præsident, ifølge Kurpas, som dog understreger, at der er tale om ren spekulation.
/ritzau/


































