Men skal regeringen lukrere på Thornings problemer, skal valget på den anden side komme snart.
31. juli 2010, 22:30
Selv om Helle Thorning-Schmidts modstridende forklaringer om sin mands weekendophold i Danmark har ramt hende - og dermed Socialdemokraterne - hårdt på troværdigheden, vil et hurtigt valg, som bl.a. luftet af den konservative Mike Legarth, næppe gavne regeringen. Og slet ikke de Konservative, fastslår samfundsforskeren Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.
»Lige nu er Socialdemokraterne svækket, og det kunne gøre et valg nu til en fin ting for regeringen,« siger han.
»På den anden side har Helle Thorning klaret situationen ganske godt. Hun er ikke faldet ned i et hul, som hun ikke kan komme op af - i modsætning til Lene Espersen, som hele tiden bliver mistænkt for ikke at gøre tingene rigtigt. Lene Espersen har håndteret sagen (om sine ferier og afbud til diverse møder, red.) relativt dårligt. Det er der også stadig flere konservative, der mener, mens de, der synes, at Helle Thorning-Schmidt har klaret det dårligt, primært er hendes politiske modstandere. De socialdemokratiske vælgere bakker fortsat op.«
Usikker sejr
Derfor kan det godt være, at Venstre vil vinde ved et hurtigt valg, mener Johannes Andersen.
»Men det er spilleme langt fra sikkert, at de Konservative vil gøre det,« siger han.
At regeringen spekulerer heftigt i mulighederne ved et valg dette efterår, er der ifølge politisk kommentator Rasmus Jønsson ikke tvivl om.
»Men hvis meningsmålingerne for regeringspartierne ikke retter sig dramatisk op i den kommende tid, får vi ikke et valg nu og her,« siger han.
»I øjeblikket er alle tre VKO-partier under eller på niveau med det seneste valgresultat.«
»Hukommelsen er kort«
Viser det sig, at S dykker på Thorning-sagen, vil Rasmus Jønsson imidlertid ikke afvise, at et valg er lige om hjørnet:
»Næste år vil Lars Løkke være under pres af markante besparelser, bl.a. i forbindelse med genopretningspakken,« siger han.
»Og hukommelsen er kort i politik. Hvis regeringen skal drage nytte af Helle Thornings aktuelle problemer, skal valget komme snart.«
Men selv om Helle Thorning har mistet fodfæstet lige nu, er hun ikke alvorligt svækket, mener Johannes Andersen:
»Og for de vælgere, for hvem det er afgørende at få en ny regering, vil hendes sag ikke få betydning.«

































