Folkekrav: Grib ind mod efterlønnen

Et klart flertal i befolkningen kræver af hensyn til den kriseramte danske økonomi en efterlønsreform her og nu, viser ny Gallup-måling.

Et klart flertal af danskerne, 59 procent, kræver nu en omgående reform af efterlønnen for at sikre Danmarks økonomi. Blot 32 procent vil holde fast i den nuværende aftale om efterlønnen, fremgår det af en ny Gallup-måling.

Dermed er der det seneste halve år sket et skred i danskernes holdning til efterlønnen. I marts ønskede kun 48 procent at pille ved efterlønnen. Målingen kommer, efter at Novo-direktør Lars Rebien Sørensen i går i Berlingske Tidende rettede en sønderlemmende kritik af både regeringens og oppositionens »ledelsessvigt« i håndteringen af dansk økonomi.

Blandt Venstres vælgere er det endda hele 73 procent, som forlanger et hurtigt efterlønsindgreb. På Christiansborg tager Venstre gerne et møde, men siger på forhånd nej til ændringer, og gør det endda klart, at selv om de andre forligspartier gerne vil genforhandle efterlønnen, er Venstre ikke med.

»Nej, for vi vil ikke åbne forliget,« siger politisk ordfører Peter Christensen (V).

Den melding er de Konservative ikke begejstret for.

»Det er ærgerligt, at Venstre nu vælger at lukke døren, for der er behov for en efterlønsreform, hvis vi også fremover skal have råd til den velfærd, vi har i dag,« siger arbejdsmarkedsordfører Helle Sjelle (K).

Begejstringen for et efterlønsindgreb breder sig nu også til både Dansk Folkepartis og SFs vælgere. For første gang kræver et flertal af DF-vælgerne en efterlønsreform, og selv i SFs vælgerkorps er der nu flere tilhængere end modstandere af en efterlønsreform.

SF-vælgernes lyst til at pille ved efterlønnen får de Radikales næstformand, Morten Østergaard, til at udfordre SFs ledelse.

»De mange milliarder, vi hvert år bruger på efterlønnen, betyder konkrete besparelser på velfærden ude i kommunerne. Den prioritering, som også SFs vælgere har, håber jeg, at SF-toppen tager bestik af,« siger han.

Men SFs gruppeformand, Ole Sohn, står klippefast på efterlønnen:

»Dem, der i dag benytter sig af efterlønnen, er for langt hovedpartens vedkommende folk, som er fysisk og mentalt nedslidte. Hvis ikke efterlønnen var der, ville de skulle have en anden offentlig ydelse.«