13. september 2008, 16:04 – opdateret 13. september 2008, 20:48

»Politik er 80 procent kommunikation, og i det lys er det klart, at folk er glade oven på ni års sort snak!«

Citatet stammer fra en konservativ, der i denne uge ikke blot fik en ny leder, men ny stolthed, ny tro og nyt håb.

Efter at Lene Espersen tirsdag afløste Bendt Bendtsen, har man på Christiansborg nærmest fornemmet, hvordan partiets folketingsmedlemmer en efter en er dukket frem fra tågen med et lettet smil.

I alle målinger er de Konservative begyndt at vokse, og i samme takt er selvtilliden eksploderet. Få dage efter det udramatiske generationsskifte tvivler selv kritikerne i partiet ikke på, at Lene Espersen vil sikre permanent fremgang.

Hun er nemlig alt andet end sort snak.

En almindelig dansker, der taler som almindelige danskere. Har hus, karriere, børn og støvsuger!

Det er moderne, lyder det fra de hårdt prøvede konservative, der efter flere års blodbad har overlevet flere års vælgertørke, og nu endelig ser lys for enden af tunnellen.

Lene Espersen kan igen, mener de mest optimistiske, gøre de Konservative til det, de praler af at være: et folkeparti.

»Fogh og Bendtsen har jo levet et liv med deres koner, der har taget sig af det hjemlige, og de har en anden stil. Lene er meget mere som den almindelige dansker. Der rammer Lene altså lige ned i kernen. Hun har en travl hverdag med børn, hus og have, samtidig med at man kan forstå, hvad hun siger. Folk er måske ikke enige i alt, hvad hun siger, men de kan godt lide hendes type.«

Sådan ser den anden nye stærke kvinde hos de Konservative, Henriette Kjær – gruppeformand og politisk ordfører – på Lene Espersen, og Espersens forgænger på posten, Hans Engell, er lige så klar i mælet:

»Jeg vil være overrasket, hvis ikke hun rykker partiet fra 10 til 15 pct.«

Og indtil videre er vælgerne i stor stil hoppet om bord. I dagens Gallup vinder de Konservative fire nye mandater til Folketinget i forhold til folketingsvalget i november sidste år. 12,3 procent af vælgerne vil nu stemme på de Konservative, og det er den højeste måling i årevis.

Årsagen er Lene Espersen. Når Gallup spørger til danskernes indtryk af de tre store i dansk politik – statsminister Anders Fogh Rasmussen, Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen – så distancerer den nye konservative leder Thorning-Schmidt og er lige i hælene på Fogh – og på flere punkter over. Hun er den mest sympatiske, den modigste og den mest troværdige. Og den mindst arrogante.

Men mest bemærkelsesværdigt er det, at hun bliver vurderet til at være næsten lige så kompetent som statsministeren.

Når hun kan få så fantastiske målinger, så skyldes det, at hun har en uovertruffen god næse for politik. Hun ved, hvor hun skal slå til.

»Hun er et politisk dyr. Modsat Connie Hedegaard, som aldrig har haft en chance, så er hun en dreven politiker,« mener Claes Kastholm Hansen, ærkeborgerlig forfatter og samfundsdebattør.

Som da hun på sit første pressemøde som leder fik sagt, at nu skulle balladen om udlændingepolitikken løses. »Der skal turbo på,« lød det overbevisende, men det vælgerne ikke vidste var, at hun sparkede en åben dør ind: Regeringen arbejder allerede på højtryk, og en løsning er nær.

»Hun har sin helt særlige evne til at skære sine budskaber til og til at kommunikere dem,« siger Niels Krause-Kjær, forfatter, kommentator og tidligere pressechef for de Konservative.

Lene-euforien er godt nok ikke nået ud i alle hjørner af det borgerlige Danmark. Både i den konservative folketingsgruppe, blandt tidligere, konservative profiler og borgerlige kommentatorer og analytikere blinker advarselslamperne.

Flere påpeger, at vi egentlig ved overraskende lidt om Lene Espersen som politikudvikler og kreativ kapacitet, selvom hun rent faktisk har været beskæftiget med politik på højeste plan i 15 år.

»Om hun har den intellektuelle tyngde – det ved vi simpelthen ikke endnu. Som politisk håndværker er hun meget solid og ganske driftsikker, men der er ingenting, når man leder efter kronikker, debatbøger og andet, hvor hun fortæller om sine visioner og brænder for noget,« siger Niels Krause-Kjær:

»Lene Espersen er lidt det, nogle kalder en temperamentskonservativ. Det er sådan: Hva» synes du selv?«

Nuværende og tidligere medlemmer af folketingsgruppen har samme opfattelse. Lene Espersen er heller ikke typen, der lægger planen og udvikler politikken forud for en valgkamp.

»Hun er verdensmester i at kaste ting op og spørge, hvad vi skal gøre – men der kommer ingen svar fra hende. Jeg synes heller ikke, hun tænker langt. Der kommer klare meldinger, men det er ikke altid, de holder længe,« siger én, som i den grad blev bakket op af Ekstra Bladet, der bød den nye leder velkommen på forsiden med denne formulering:

»Hun snakker og snakker, men der sker ikke en skid!«

Hans Engell er enig i, at hun som justitsminister forsømte flere ting, men han køber ikke påstandene om, at hun ikke kan levere et politisk projekt. Pejlemærkerne skal komme på landsrådet, som bliver afholdt i slutningen af denne måned:

»Jamen, hun ved godt, hvad politik handler om. Hun er en politisk håndværker og har ideer. Jeg tror, hun bygger et hold op, som vil være med til at udvikle konservativ politik, så den ikke bare bliver mere synlig, men også får mere substans end bare skattelettelser.«

Spørgsmålet er så, om hun – som hun har gjort det på retsområdet – på en overbevisende måde kan føre ordet på områder, hun ikke selv brænder for, og beskrive tanker, hun ikke selv har tænkt.

»Hvor man med en type som Henriette Kjær ikke er i tvivl om, at hun har mange følelser involveret, når hun taler integration, taler om de socialt udsatte, om asylbørn, resocialsering af kriminelle osv., så fornemmer man altså ikke, at Lene har mange følelser på spil,« siger en anden, der i partiet har oplevet Lene Espersen på tæt hold i en årrække.

Et medlem af den konservative gruppe sætter i særdeleshed spørgsmålstegn ved, om Lene Espersen vil kunne overbevise »Connie Hedegaard-segmentet«. Bl.a. de veluddannede storby-konservative, der har svært ved at kapere Pia Kjærsgaard og den lidt for folkelige stil.

»Hun bliver nødt til at forstå, at vores kernevælgere altså ikke kun kommer fra Nordjylland. Nogle af de store, konservative områder ligger altså på Sjælland og i omegnen af København, og spørgsmålet er, om hun kan appellere til de vælgere,« siger vedkommende, mens en anden, der traditionelt har tilhørt den konservative »venstrefløj«, siger:

»Jeg vil ikke beskylde hende for at ligne Pia Kjærsgaard, men hun har en hård retorik, som vil frastøde mange. Det er altså ikke en facade, hun sætter op, når hun siger, hun er en skrap moster. Det er såmænd ærligt nok.«

Hun skal da også til at tænke over, hvordan hun taler. Både til kolleger og til befolkningen, mener Hans Engell.

På sit første pressemøde beskyldte hun Københavns Kommune for at »snorksove« og Socialdemokraterne for »rettighedsvanvid« og arbejdsløse indvandrere for at tro, de kan leve livet på en sofa.

»Der er grænser for, hvor frisk sproget kan være. Der bliver nu lyttet på en anden måde. Der er en helt anden grad af forpligtigelse og ansvar. Frirummet er væk.«

Får Lene Espersen svært ved at appellere til de borgerlige vælgere, der hælder mod midten, så kan problemet for VKO-blokken blive, at man blot æder af hinanden, og altså ikke gør noget indhug i oppositionen, der trods alt ikke er mange procent efter i meningsmålingerne.

Claes Kastholm Hansen har dog svært ved at forstå de skeptiske stemmer. Godt nok gør han sig selv den triste erkendelse, at Lene Espersen formentlig ikke vil kunne trække Danmark væsentligt længere i den borgelige retning, han kunne ønske sig. Det løb er kørt, mener han.

Men når det handler om magtbalancen, ro i partiet og VKO-flertallets overlevelse, så er det ikke det store problem, at Lene Espersen måske ikke er den mest visionære kvinde, der er trådt ind i det konservative gruppeværelse.

»Om hun er konstruktiv og kreativ i den forstand, at hun kan udvikle ny politik, det er der ingen af os, der ved, men det afgørende er også hendes lederegenskaber, og der er hun i top. Hun har simpelthen en stor gennemslagskraft, og det alene vil sandsynligvis betyde tre-fire procents tilgang,« siger han.

I Claes Kastholms øjne er der heller ingen grund til at tro, at Lene Espersen vil have svært ved at hive vælgere over midten.

»Hun kan gå hårdt til Helle Thorning-Schmidt, fordi hun er kvinde og alt det der. Jeg tror, der både er vælgere fra SF og Socialdemokraterne, der vil føle sig tiltrukket af hendes særlige måde at fremstille det konservative på. Der er jo i virkeligheden ingen af de grupper, der har noget imod en meget stram rets- og indvandrerpolitik. De kan være bekymrede for det sociale, og der vil hun kunne virke meget overbevisende. Hun er jo allerede begyndt at slå på, at vi skal tage os bedre af de svage.«

Gruppeformand og politisk ordfører hos de Konservative, Henriette Kjær, giver heller ikke meget for kritikken.

Selvom man allerede har udtalt klart og tydeligt, at Lene Espersen skal køre parløb med Connie Hedegaard for også at fastholde »Hede-gaard-segmentet«, så handler det ikke om, at Lene Espersen ikke magter at tale til de højtuddannede storbymennesker.

»Kvaliteten med Lene er, at hun kan spille på flere tangenter. Samtidig med, at hun er folkelig, så er hun topakademiker. Hun har en international studentereksamen og er økonom fra Aarhus Universitet, hun er intellektuel, læser masser af bøger og kan følge godt med i enhver samtale. Uden sammenligning i øvrigt, så synes jeg, hun har nogle af de samme styrker som Villy Søvndal. Der er et glimt i øjet, samtidig med at der er vægt bag ordene,« siger Henriette Kjær.

Og bare fordi Lene Espersen taler om andet end topskat og vilkårene for de danske rederier, så er det ikke ensbetydende med, at hun er ved at dreje partiet, mener Henriette Kjær:

»Vi vil blive ved med at være kernekonservative, men vi skal vise, at der faktisk er en større del af befolkningen, der er kernekonservative.«

En anden central konservativ formulerer det på denne måde.

»Det bliver ikke et »SF«, hvor man bare fralægger sig alt det, man egentlig mener. Linjen bliver jo nogenlunde den samme som Bendts. Hun er bare frækkere, og hun skal nok sørge for, at det fremover ikke kun er Fogh og Pia Kjærsgaard, der får lov at tage æren for regeringens resultater.«

Og indtil andet er bevist, er Lene Espersen den ny, ubestridte dronning af de Konservative. Da hun forleden, kort efter at være blevet kronet som ny leder, besøgte den konservative partiforening på Frederiksberg, var der stående ovationer.

Frederiksberg er ellers forvænt med taler fra den ultra-intellektuelle Per Stig Møller og den lokale, stemmeslugende – og ofte DF-skeptiske – borgmester, Mads Lebech, men modtagelsen var euforisk, og flere rejste sig uopfordret for at tilbyde deres arbejdskraft i kampen for det »ny« Konservative.

Indtil videre glæder man sig blot over, at det for en stund er slut med blodige partikrige, slut med dystre meningsmålinger og slut med sort snak. Eller som Claes Kastholm Hansen siger: »Hun har den kæmpe fordel, at nordjyder altid virker så troværdige. Fynboer er lidt mere filur-agtige. Hun vinder meget på det der vendelbomål.«