Christian H. Hansen var omgivet af Fokus' tre øvrige folketingskandidater, da han præsenterede sit nye parti.
10. marts 2010, 14:29
Der var dækket op til fire personer, da den tidligere DF´er Christian H. Hansen for kort tid siden trådte ind på Grønlandsværelset på Christiansborg for at lancere sit nye parti Fokus.
På nuværende tidspunkt har det nye parti tre folketingskandidater ud over partiformanden Christian H. Hansen, der som den eneste er medlem af folketinget.
De tre personer er Mirja Holm, Kim Eggers og Rikke Cramer Christensen.
Formand for dyreværnsforening er med
Rikke Cramer Christiansen er løsgænger i Viborg byråd. Hun meldte sig ud af Dansk Folkeparti, efter Jesper Langballe tidligere på året kom med nogle kontroversielle udtalelser om muslimer. Dermed fulgte hun Christian H. Hansen, der ligesom hende selv stammer fra Karup.
Mirja Holm er formand for en dyreværnsforeningen OASA - som står for Organisation Against the Suffering of Animals
Og netop dyrevelfærd er da også et af det nye partis mærkesager.
Den sidste folketingskandidat Kim Eggers er uddannet teknisk tegner og har været ansat i Helsingør Kommunes Tekniske Forvaltning siden 1986.


































