Fogh: Jeg er ikke "kandidat" til nyt job

Spekulationerne fortsætter om et jobskifte for statsministeren.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fastholder, at han ikke er "kandidat" til nogen international toppost. Afvisningen kommer, efter at statsministeren i stigende grad bliver nævnt i den udenlandske presse som en favorit til at blive EU's næste præsident eller formand for EU-Kommissionen.

- Jeg synes, at det vil være godt for Danmark, hvis Danmark får internationale topposter. Men jeg er ikke kandidat til nogen topposter, og det, at jeg synes, at det er godt for Danmark at få topposter, forpligter mig ikke til at forlade min post, siger Anders Fogh Rasmussen.

På spørgsmålet om statsministeren selv mener, at han er kvalificeret til en sådan toppost, svarer han, at "den slags skal andre jo bedømme".

/ritzau/