Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Fogh: Det skal nok gå alt sammen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen tror på mere stabilitet, selvom endnu en borgerlig politiker nu bliver løsgænger.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen havde på sit ugentlige pressemøde tirsdag formiddag netop konstateret, at han håbede på mere parlamentarisk stabilitet efter sidste uges asylkrise, da Berlingske Tidende kunne præsentere ham for nyheden om, at Gitte Seeberg forlader Ny Alliance og bliver løsgænger.

Det er dermed den anden borgerlige politiker, der siden valget for to måneder siden har forladt den borgerlige blok.

-Jeg ikke hørt om det før nu, så det har jeg ingen kommentarer til, sagde Anders Fogh Rasmussen først, men fortsatte siden:

-Men jeg tror på, at det nok skal gå alt sammen.

Gitte Seeberg stiftede Ny Alliance sammen med Naser Khader og Anders Samuelsen, men går i protest mod partiets højredrejning den seneste uge, hvor man dels har meldt ud, at man er et 100 pct. borgerligt parti og i øvrigt lagde stemmer til en tillidserklæring til regeringen på asylområdet.

- Jeg synes simpelthen, at Ny Alliance har bevæget sig for langt væk fra det, som var mit udgangspunkt, nemlig at vi skulle være et parti på midten, et borgerlig-liberalt parti på midten, som skulle kunne arbejde med begge sider i folketingssalen. Nu har man altså besluttet, at man er et borgerligt parti, som hører til i den borgerlige blok. Det betyder også, at Dansk Folkeparti bliver vores tætte samarbejdspartner, siger Gitte Seeberg til TV2 News efter et møde i folketingsgruppen.