12-årige på kant med loven skal fremover kunne tvinges til at gå med fodlænke, mener regeringen.
6. oktober 2009, 21:50 – opdateret 6. oktober 2009, 23:21
Børn helt ned i 6. klasse skal kunne sættes i elektronisk stuearrest med en satellitovervåget fodlænke, hvis det står til regeringen. Det vil efter Berlingske Tidendes oplysninger være en del af det udspil til bekæmpelse af ungdomskriminalitet, som justitsminister Brian Mikkelsen (K) præsenterer i formiddag.
Fodlænken skal tildeles børn og unge med adfærdsproblemer, der gentagne gange har overtrådt et såkaldt ungepålæg, som kommunen har givet den unge i samarbejde med politiet. Med fodlænken kan den unge tvinges til at blive hjemme. Bliver det ikke overholdt, vil politiet straks kunne bringe den unge hjem.
Regeringen vil ikke kommentere udspillet før onsdag. DF bakker forslaget op, men Socialdemokraterne er skeptiske og vil aldrig gå med til at bruge fodlænke mod 12-årige.
»Hvis børn i 6. klasse er så langt ude, at man vil give dem fodlænker på, så må man overveje, om de ikke skulle have noget voksenkontakt i stedet,« siger retsordfører Karen Hækkerup (S).
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) slog den skarpe tone an allerede tirsdag i sin tale ved Folketingets åbning. Med regeringens kommende udspil vil man »have fat i kraven på de unge, som er på afveje,« sagde han.
»Vi skal vise dem, at det samfund, de vender ryggen, ikke har opgivet dem. Det gør vi ikke ved at lægge hovedet på skrå og se bekymrede ud. Det gør vi gennem konsekvent handling,« sagde han.


































