Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Flest vælgere: Blå plan er bedst

Der er mere opbakning til afskaffelse af efterlønnen og nulvækst i det offentlige end til at hæve danskernes arbejdstid og fremrykke offentlige investeringer.

Danmark er bedst tjent med Lars Løkke Rasmussens (V) økonomiske politik frem for Helle Thorning-Schmidts (S) bud på en vej ud af den økonomiske krise. Det mener 37 procent af danskerne ifølge en ny Gallup-måling for Berlingske Tidende.

31 procent mener omvendt, at Socialdemokraterne og SFs planer om at lade danskerne arbejde en time mere om ugen og fremrykke offentlige investeringer vil være bedst for landet. 24 procent af vælgerne svarer, at den røde og den blå økonomiplan er lige gode eller lige dårlige.

»Vores plan lukker bedst det hul i kassen, der vil være frem til 2020. Problemet med den røde plan er jo, at den ikke løser problemet. Gjorde den det, så skulle danskerne jo ikke arbejde 38 men 40 timer om ugen,« siger Venstres politiske ordfører, Peter Christensen.

Målingen får dog ikke ligefrem tårerne frem i øjenkrogen hos SF-formand Villy Søvndal. »Det er historisk gode tal for venstrefløjen i forhold til økonomien. Når man tænker på, hvor meget krudt regeringen har brugt på at smide usande oplysninger om vores plan i hovedet på vælgerne, så synes jeg egentlig, at det er ret flot, at det sådan næsten står lige,« siger Villy Søvndal.

Både regeringen og S-SF er nogenlunde enige om, at udfordringen for dansk økonomi er at finde 45-50 milliarder kroner til at proppe i hullet i statskassen årligt i år 2020 og frem. Socialdemokraterne finder 48 mia. i deres plan Fair Løsning, men halvdelen af pengene bruger de igen til bedre velfærd. Tilbage er 24 mia. kr., og hertil kan man lægge syv mia. kr., som er skattestigninger fra regeringen, som S og SF har valgt at acceptere. Altså har S-SF skaffet cirka 31 mia. kr.

Tab af livsværdi

Regeringens økonomiske plan er bl.a. bygget op omkring sidste års genopretningspakke, der gav 24 mia. kr. til statskassen - bl.a. ved at halvere dagpengeperioden og diktere nulvækst i den offentlige sektor. Reformer af førtidspension og SU og efterløn tilvejebringer i alt cirka 18 mia. kr. Tilsammen har regeringen dermed skaffet cirka 42 mia. kr.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, giver heller ikke det store for, at flest danskere hælder til, at den blå plan er bedst. »Jeg er af den overbevisning, at når folk først kender de fulde konsekvenser af det, regeringen har fremlagt, og hvad det betyder af tab af livsværdi, så tror jeg, opbakningen til regeringens plan vil begynde at smuldre,« siger han.

Vrøvl, mener Venstres politiske ordfører.

»Vi har ikke lagt skjul på, at der udestår problemer frem til 2020. Men med en efterlønsreform løser vi størsteparten, hvor den røde plan ikke løser problemerne. Og de har ingen bud på, hvad de vil sætte i stedet for en efterlønsreform,« siger Peter Christensen.

De Radikales finansordfører, Morten Østergaard, mener, målingen fint viser, at hverken den røde eller den blå plan er tilstrækkelig.

»Der er intet til hinder for, at vi både udfaser efterlønnen og øger den gennemsnitlige arbejdstid. Begge dele kan bidrage til genopbygning af dansk økonomi,« siger Morten Østergaard.