Danskerne siger atter nej til euroen, og det tidligere flertal for at afskaffe forsvarsforbeholdet og det retslige forbehold er stort set udraderet.
14. maj 2009, 01:01 – opdateret 14. maj 2009, 06:58
Der er nu igen flere danskere, der siger nej til et indføre euroen i Danmark, end ja-sigere.
Og den tidligere stabile opbakning til at afskaffe forsvarsforbeholdet og det retslige forbehold er nærmest smuldret, viser en ny meningsmåling udført af Rambøll for Morgenavisen Jyllands-Posten.
45,2 procent af danskerne vil bevare kronen, mens 43,7 procent er parate til EU's fælles mønt. Så sent som i januar ville 49,8 procent stemme ja og 44,6 procent nej.
Mindst lige så iøjnefaldende er tilbagegangen i støtten til at ophæve det retslige forbehold. Også når det gælder dansk deltagelse i EU's militære samarbejde, er danskerne gået i bakgear og deler sig nu i to lige store grupper.
Trods den vigende euro-opbakning fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at \"målet stadig er en afstemning om euroen i denne valgperiode\". Men kun hvis to grundlæggende forudsætninger falder på plads:
- For det første skal det traktatmæssige grundlag i EU være helt afklaret. For det andet skal der være en stærk parlamentarisk opbakning og en afklaret situation i Folketinget, og den er der ikke nu, siger Lars Løkke til Jyllands-Posten.
/ritzau/

































